ErhvervNyheder

MIDTJYLLAND: 1 million kroner til forskning i kirurgisk behandling af alvorlig søvnlidelse

Afdelingslæge og ph.d. Kasra Zainali-Gill, Øre-Næse-Halsafdelingen og Universitetsklinikken Flavour, Balance og Søvn på Regionshospitalet Holstebro i Hospitalsenheden Vest, er bevilget 1 million kroner af Puljen til Styrkelse af Sundhedsforskning i Region Midtjylland til at forske i søvnkirurgi som et supplement til CPAP-behandling af patienter med obstruktiv søvnapnø.

Obstruktiv søvnapnø er en forstyrrelse af søvnkvaliteten, fremkaldt af gentagne kvælningsanfald (søvnapnøer) under søvn. Det er en alvorlig og ofte overset søvnlidelse, der er forbundet med både hjertekarsygdom og nedsat livskvalitet, hvor manglen på en ordentlig nats søvn kan risikere at få alvorlige konsekvenser for helbredet, jobbet og det sociale liv.

Den primære behandling af søvnlidelsen foregår i dag med Continuous Positive Airway Pressure (CPAP), hvilket er et vedvarende overtryk i luftvejene, der hjælper patienten med at trække vejret under søvnen via en maske og et iltapparat. CPAP er guldstandarden inden for behandling af obstruktiv søvnapnø. Der er tale om en livsvarig behandling, som af patienterne opleves som meget indgribende i deres liv.

Stort behov for mere viden om søvnkirurgi

Selv om søvnkirurgi er et underbelyst forskningsområde, med meget lidt evidens for, hvilke behandlinger der virker, så peger nyere erfaringer fra Rigshospitalet og Gentofte Hospital på, at en del af patienterne kan behandles kirurgisk og dermed undgå CPAP-behandling, eller alternativt, tåle CPAP-behandlingen bedre.

På den baggrund har et nyt forskningsprojekt ved Universitetsklinikken Flavour, Balance og Søvn i Hospitalsenheden Vest fokus på at undersøge, om skræddersyet kirurgi kan være et supplement til CPAP-behandlingen, fortæller afdelingslæge og ph.d. Kasra Zainali-Gill, som er en af forskerne bag det nye forskningsprojekt i Holstebro. Han har netop fået bevilget 1 million kroner af Puljen til Styrkelse af Sundhedsforskning i Region Midtjylland til at forske i søvnkirurgi.

– En tredjedel af de udleverede CPAP-apparater bliver ikke brugt, og et lige så stort antal patienter tåler ikke behandlingen, så de hopper fra. Disse patienter har helt klart brug for at få et andet behandlingstilbud, der passer bedre til dem, siger afdelingslæge og ph.d. Kasra Zainali-Gill, som sammen med sin kollega på Øre-Næse-Halsafdelingen i Holstebro, afdelingslæge Jannik Buus Bertelsen, vil undersøge, om kirurgisk behandling, som skræddersyes den enkelte patients behov, kan være et supplement til CPAP-behandlingen.

– Vi skal tættere på, hvilke i patientgruppen der har mest brug for kirurgisk behandling, og vi skal kunne tilbyde disse patienter en skræddersyet, kvalitetssikret behandling, når ingen andre velafprøvede behandlinger ser ud til fungere, siger afdelingslæge og ph.d. Kasra Zainali-Gill.

Søvn-endoskopi er en helt ny type udredning vest for Storebælt

Udredningen af patienten foregår på Øre-Næse-Hals-afdelingen i Holstebro ved hjælp af en søvn-endoskopi; en kikkertundersøgelse af de øvre luftveje, der foregår i et sikkert miljø, mens patienten ligger i en medicininduceret søvn.

Formålet med søvn-endoskopien er at finde den konkrete årsag til patientens problem med søvnapnøerne. Hvis problemet kan lokaliseres, kan behandlingen skræddersyes patientens specifikke behov.

Kikkertundersøgelsen, som betegnes Drug Induced Sleep Endoscopy (DISE), er et helt nyt udredningstilbud vest for Storebælt til de patienter, der lider af obstruktiv søvnapnø.

Herudover foregår DISE-udredning kun på Gentofte Hospital og på Rigshospitalet.

Formålet med forskningsprojektet ved Universitetsklinikken Flavour, Balance og Søvn i Hospitalsenheden Vest er netop både at opbygge en fyldestgørende database på DISE-udredningen og at udvikle og implementere kirurgisk behandling til den rette patientgruppe.

Forskerne vil derfor undersøge effekten af DISE-udredningen og forskellige behandlinger inden for søvnkirurgi, med fokus på:

  1. Kvalitetssikring og implementering af søvn-endoskopi (DISE) i udredningen af kompliceret obstruktiv søvnapnø.
  2. Brug af en skræddersyet tandskinne til at hjælpe patienter, der lider af socialt invaliderende snorken.
  3. Operationer i svælg, gane og/eller tunge som søvnkirurgi.
  4. Implementering af diverse kirurgiske teknikker og brug af robotkirurgi i søvnkirurgi.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close