Kultur/EventNyheder

25 år ude i verden vender nu hjem til Aarhus

Verdensbilleder fejrer 25-års jubilæum med at vende tilbage, til der det hele startede: Aarhus.

Der er nok at se på, når Verdensbilleder igen rammer verdens mindste storby, og i anledning af, at det er 25 år siden, festivalen for første gang blev afholdt, er det Aarhus, der er i fokus.

Årets udgave kommer til at skulle indordne sig under de eksisterende restriktioner, men bare det at være i gang, er vigtigt for Claus Bech, der er direktør for Aarhus City Forening, som står bag Verdensbilleder.

”Det har været vigtigt at komme i gang. Det er den største byevent ”efter” COVID-19, og vi fornemmer, at folk virkelig har lyst til at komme ud og få nogle oplevelser. Selvfølgelig indenfor restriktionerne. Og så er det da fedt, at vejret er så fantastisk. Det har jo ikke set så godt ud længe, men nu skinner solen fra en nærmest skyfri himmel.”

Der vil ikke blive afholdt koncerter eller parader, men der er stadig rigeligt med årsager til at komme forbi.

For Verdensbilleder kan vel nok byde på en efterhånden varieret liste af flere forskellige kulturelle tilbud, men omdrejningspunktet har altid været den fotoudstilling, hvor de besøgende har fået et indblik i den verden vi lever i.

I år hedder det #Aarhusselfies, og som navnet foreslår, er der tale om et kig tilbage i den by, hvor det hele opstod. Udstillingen har blandt andet billeder af en række kendte Aarhus-navne, som Renée Toft Simonsen, David Nielsen og Esben Smed.

Samtidig findes der også en række telte på Bispetorv, hvor der er sat fokus på Verdensmålene.

”Det er jo også lidt en hyldest til byens butikker og restauranter. De gør, det de kan bedst og forkæler kunderne med små oplevelser, og det er jo det, det hele handler om,” fortæller Claus Bech.

Dermed bliver der altså sat en krølle på de første 25 år med Verdensbilleder, hvor det hele fejres med at vende hjem.

”Vi har ikke tænkt os at stoppe, men jeg kan ikke afvise, at vi tænker i nye baner.”

Verdensmål-teltene og de lange åbningstider gælder kun i dag, fredag den 4. juni, men billedudstillingen kommer til at løbe til udgangen af juli.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tjek også
Close
Back to top button
x