Nyheder

41 studerende fra Aarhus Universitet er smittet med covid-19 – fem hold sendt hjem

De fleste kommer fra Aarhus BSS og er sandsynligvis blevet smittet ved en fest. Universitetets ledelse opfordrer alle til at passe på hinanden, også uden for campus.

Hen over weekenden er en stor gruppe af studerende på Aarhus Universitet blevet testet positive for covid-19. Tirsdag var antallet af smittede steget til 41 elever, skriver universitetsavisen Omnibus.

Ifølge avisen vurderer prodekan Per Andersen fra Aarhus BSS, at op mod halvdelen er blevet smittet ved en fest, som to hold på HA Almen holdt forrige weekend. De to hold på i alt 55 studerende er nu sendt hjem, så længe der er risiko for at flere af dem kan være blevet smittet.

Der er også konstateret smitte på andre hold. Et hold jurastuderende, et hold fra cand.merc og endnu et hold fra HA Almen er derfor også blevet sendt hjem. Også i disse tilfælde tyder det på, at smitten er blevet spredt ved festlige sammenkomster uden for campus forrige weekend. Flere studerende giver over for avisen Omnibus udtryk for, at de føler sig utrygge og usikre ved situationen på Aarhus Universitet.

Hjemsendelserne betød i går, at Universitetets ledelse sendte en mail til samtlige studerende ved Aarhus Universitet, med en opfordring til at passe på sig selv og hinanden. Her konstateres det at flere af de aktuelle smittetilfælde kan spores tilbage til fester og andre sociale arrangementer i privat regi.

“Når vi skriver til jer nu, er det fordi, jeres mulighed for at modtage fysisk undervisning på campus også afhænger af, hvad I foretager jer, når I går ud af undervisningslokalerne. Derfor appellerer vi til, at I udviser samme omhu uden for undervisningslokalerne, som I gør, når I er indenfor. Vi ved godt, I allerede har lidt store afsavn – bl.a. har vi frem til den 4. oktober igen måttet lukke ned for alle sociale arrangementer på campus. Men hvis vi skal undgå atter at lukke ned for al fysisk undervisning på campus, så skal smittetallet under kontrol. Hertil er der brug for, at vi alle gør en indsats,” står der blandt andet i brevet, der er underskrevet Brian Bech Nielsen, Berit Eika og Arnold Boon fra Rektoratet på Aarhus Universitet.

Vi har forsøgt at få yderligere kommentarer fra Aarhus Universitet, men har endnu ikke fået svar.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close