Erhverv

Aalborg Forsyning modtager fornem pris

Bo Laden, der er direktør i Aalborg Forsynings vandselskaber, har i dag modtaget DANVA's initiativpris 2019 for sit værdifulde arbejde med at udvikle Aalborg Forsynings vandselskaber og vandbranchens faglighed.

DANVA, er vand- og spildevandsbranchens interesseorganisation, og uddeler årligt en initiativpris, som gives til en person, som har ydet en bemærkelsesværdig indsats i egen virksomhed, regionalt eller på nationalt plan.

Prisen er en stor anerkendelse af Bo Ladens mangeårige indsats for udviklingen af fagområdet både lokalt og nationalt; en indsats, som har været medvirkende til at Aalborg Forsyning hører til blandt landets førende, mest innovative og effektive vandselskaber. I de senere år har dagsordenen været klimatilpasning og sikring af drikkevandsressourcerne både her og nu og for de kommende generationer. Dette arbejde forudsætter en evne og vilje til at indgå i partnerskaber. Netop evnen til at indgå i partnerskaber og til at bygge broer mellem selskaberne og det omgivende samfund, var egenskaber, som DANVAs bestyrelsesformand, Lars Therkildsen lagde vægt på, da han ved prisoverrækkelsen motiverede prisen.

“Det er stort for en nordjyde at få initiativprisen, og jeg er stolt over at kunne modtage den, med tanke på hvor fremsynet den danske vandbranche er. Den indsats vi har gennemført i Aalborg Forsyning, har ikke været mulig uden gode kollegaer i vores organisation og et tæt samarbejde med regionens kompetente fagmiljø, lyder reaktionen fra Bo Laden.

“I Nordjylland står vi stærkt i vandbranchen, fordi vi har en fælles parathed til at tage de lange seje træk sammen, som er forudsætningen for at udvikle vand- og spildevandsområdet. Det betyder at vi kan spille en stor rolle i skabelsen af nye jobs i Nordjylland. Jeg har selv været drevet af en faglig passion og lysten til at bidrage aktivt til en bæredygtig udvikling gennem langsigtede visioner. FN’s 17 verdensmål peger på behovet for en ny dagsorden, både på verdensplan og her i Aalborg Forsyning: Arbejdet med at sikre de kommende generationers adgang til rent vand og sanitet, og med at give mennesker, natur og miljø de bedste betingelser, også på lang sigt, er en hjertesag for mig. Med prisen har Aalborg Forsyning fået et skulderklap for indsatsen indtil nu, men jeg har også i høj grad fået mere blod på tanden og energi til at arbejde videre med den grønne omstilling i årene fremover,” fortsætter han.

Anden hæderbevisning på kort tid

Det er mindre end to måneder siden, at Aalborg Forsynings vandselskaber modtog en anden fornem pris: Biofos’ inspirationspris. Den blev givet til Funktionschef Helle Strandbæk for hendes kompetente, visionære og vedholdende arbejde på at udvikle Aalborg Forsynings renseanlæg og drive den teknologiske udvikling her. Ikke mindst arbejdet med at betragte spildevand som en ressource, frem for at se det som et affaldsproblem, har været et gennembrud. Via vedholdende udvikling og evnen til at indgå i frugtbare partnerskaber, er Aalborg Forsynings effektive renseanlæg under Helle Strandbæks ledelse således energiproducerende og restprodukterne fra spildevandet anvendes i andre industrielle processer i cirkulær økonomi.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close