NyhederPolitik

Aalborg Kommune indfører boliggaranti til nye studerende

Som noget helt nyt indfører Aalborg Kommune nu boliggaranti til alle nye studerende i Aalborg med start i efterårssemesteret. Garantien betyder, at nye studerende kommer foran i køen og tilbydes en kollegie- eller ungdomsbolig med indflytning i tidsrummet 1. august til 15. december.

Indtil de nye studerende får egen bolig, gælder Aalborg Kommunes Tag-over-hovedet garanti. Det betyder også, at man er garanteret et sted at bo fra dag et. Der er dog visse krav, du som ansøger skal være opmærksom på. Garantien er bl.a. tiltænkt enkeltpersoner. Er man to, der gerne vil bo sammen, kan man altså ikke få en bolig via ordningen. Der tilbydes som udgangspunkt kun 1-rums boliger, og man har ikke selv mulighed for at vælge.  Man kan heller ikke forblive på garantilisten, hvis man takker nej til en bolig.

 

Begejstret borgmester

Aalborg Kommunes borgmester Thomas Kastrup-Larsen er begejstret for den nye boliggaranti,

– I Aalborg har vi en ambition om at være Danmarks bedste studieby. Vi har en lang række kulturtilbud og oplevelser målrettet de unge – og rigtig mange lækre og nye ungdomsboliger på attraktive beliggenheder rundt omkring i byen, siger han og fortsætter

– Med boliggarantien sikrer vi, at nye studerende kan få del i dem og forhåbentlig komme rigtig godt fra start på deres nye uddannelser. Vi ved alle, hvor vigtig det er, at der er ro på boligsituationen, når man skal begynde på en ny uddannelse – og måske endda i en ny by.

 

460 nye studiepladser til Aalborg og Nordjylland

Boliggarantien skal ses i lyset af, at Folketingets partier har valgt at afsætte 165 millioner koner til ekstraordinært at oprette 4.500 flere studiepladser i 2020 og 2021 i Danmark – heraf 460 i Aalborg og Nordjylland.

– Med endnu flere studerende i byen bliver der pres på vores boligmasse. Boliggarantien giver os et godt redskab til at håndtere og fordele vores mange studieboliger, samtidig med at vi kan reducere tomgangsprocenten mest muligt, forklarer Thomas Kastrup-Larsen.

De to store uddannelsesflagskibe Aalborg Universitet og Professionshøjskolen UCN får henholdsvis 11, 6 og 4,1 millioner kroner, som giver mulighed for at oprette 370 og 90 ekstra studiepladser. Begge steder er det de tekniske fag, der får glæde af tilskuddet.  Således er der flere studiepladser på vej til uddannelser inden for fx it, den grønne omstilling og byggeri.

– Det er uddannelsesområder, hvor vi i forvejen står rigtig stærkt. Nu får vi så mulighed for at udbygge dem, og det giver rigtig god mening, fordi vi har et lokalt erhvervsliv, der er med helt fremme, når vi taler bæredygtighed og informationsteknologi, afslutter borgmesteren.

 

Tilmelding til boliggaranti-listen kan ske fra. 1. juli 2020.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close