Kultur/EventNyheder

Aarhus City aflyser Juleparaden

Det bliver jul i det skjulte i år, i hvert fald, hvis man kigger på de traditioner, der er i forbindelse med at julehandlen starter i Aarhus. Ligesom der ikke bliver fest omkring tændingen af julelysene på Sallings facade, bliver der nu heller ingen juleparade, hvor det var planen, at julemanden skulle ankomme ved Dokk1.

Juleparaden skulle have været afviklet den 13. november, men da det er umuligt at sige, hvordan fremtiden kommer til at arte sig i forhold til coronavirussen og restriktionerne for forsamlinger at mennesker, har Aarhus City Forening nu valgt at aflyse.

Juleparaden er et populært indslag, der trækker mange gæster til byen. Traditionelt set modtager gæsterne julemanden ved Dokk1, og herfra kører han parade gennem byen, og slutter med at tænde stjernehimlen af lys på strøget.

”Vi er naturligvis rigtig kede af, at vi ikke kan ringe julen ind i Smilets By sådan som vi plejer og har gjort det i op mod 30 år, men det er klart, at vi i disse coronatider skal være meget forsigtige og undgå større forsamlinger i byrummet, og derfor kan det på ingen måder forsvares at gennemføre vores traditionsrige juleparade, der som bekendt plejer at samle mange tusinde publikummer,” lyder det fra Claus Bech, der er direktør i Aarhus City Forening.

Når der nu ikke kan være parade, har man i stedet valgt at satse på noget andet.

“Som erstatning for juleparaden vil vi i stedet arrangere nogle mindre juleaktiviteter flere steder rundt i byen efter myndighedernes gældende regler og retningslinjer. Og mon ikke også julemanden dukker uanmeldt op rundt i byen i løbet af juleperioden,” siger Claus Bech.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close