Sport

Århus giver Skanderborg en lærestreg i rivalernes brag

Nikolaj Læsø bombede løs, da Århus slog Skanderborg i lokalrivalernes møde i Primo Tours Ligaen.

Århus Håndbold har brug for point i bestræbelsen på at komme med i slutspillet i Primo Tours Ligaen.

Den hjemlige turnering har ligget stille siden 21. december som følge af EM-slutrunden i januar, hvor Danmark hurtigt røg ud.

Torsdag var det så tid til ligahåndbold igen, og her tog Århus imod Skanderborg Håndbold.

Det var et overlegent hjemmehold, der for anden gang i sæsonen slog Skanderborg, og der blev ikke vist nogen form for nåde af Århus, som vandt kampen med hele ti mål.

Århus sejrede med 35-25 over rivalerne, og dermed avancerede Erik Veje Rasmussens tropper en enkelt plads i tabellen.

Træneren var da også godt tilfreds med sit mandskab.

– I den ene ende af banen cementerede vi forsvaret, og angrebsmæssigt lykkedes det, jeg havde håbet på.

– Jeg har en følelse af, at vi fik to vigtige point. Jeg tror ikke, at Skanderborg kommer i knibe i forhold til slutspillet. De har et godt hold, lød det efter sejren fra Erik Veje Rasmussen i et interview med TV 2 Sport.

Nikolaj Læsø blev topscorer

Århus ligger med sejren nummer ni med 18 point ligesom SønderjyskE, der lige nu er i top-8. De otte bedste klubber kommer med i slutspillet, og Mors-Thy Håndbold er to point efter Århus på tiendepladsen.

Skanderborg har 20 point efter det store nederlag som nummer syv.

Hjemmeholdet gik til pause foran 17-15, men i anden halvleg var Århus klart bedst og skød gæsterne i sænk.

Foto: Min By News

Lukas Jørgensen og Torben Petersen scorede hver seks gange for Århus, men det var Nikolaj Læsø, der er ligatopscorer, der med sine 11 mål blev kampens store oplevelse.

Nikolaj Læsø skifter efter sæsonen til Aalborg Håndbold, hvor han har indgået en treårig kontrakt.

/ritzau/

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close