NyhederPolitik

Aarhus lancerer akut corona-trivselspakke – skal forebygge ensomhed, mistrivsel mv. hos såvel unge som ældre

Med en pulje på ni millioner kroner lancerer en samlet magistrat i Aarhus en akut corona-trivselspakke, der skal finansiere en række konkrete initiativer til at forebygge de negative konsekvenser af corona-krisen i form af ensomhed, utryghed, angst, depression, mistrivsel, social isolation mv.

Corona-krisen har berørt os alle. Den har haft betydning for unge og gamle, for personer i arbejde og dem uden job, for skoleelever, institutionsbeboere, gymnasieelever og mange andre. Corona-krisen har skabt nye muligheder, åbnet for nye og innovative måder at arbejde på, anvist nye veje for dialogen til borgere mv. Men krisen har også ført til ensomhed, utryghed, angst, depression, mistrivsel og social isolation hos nogle borgere. Der er en tendens til, at stadig flere føler sig stadig mere ensomme – med en overvægt i gruppen 18-34 år.

En samlet magistrat i Aarhus ønsker på den baggrund at sætte initiativer i værk for at forebygge mistrivsel mv – hurtigt og målrettet.

Trivselspakken skal finde anvendelse i forhold til beboere og brugere af kommunens mange institutioner, botilbud, aktivitetstilbud mv. – men initiativerne i trivselspakken er også rettet mod gymnasieelever, studerende, frivillige besøgsvenner, selvhjælpsgrupper, ildsjæle i menighedsråd og medborgerhuse m.fl.

Sociale Forhold og Beskæftigelse, Sundhed og Omsorg, Kultur og Borgerservice, Børn og Unge samt Unge-kriseledelsen er klar med en lang række konkrete forslag til initiativer, som hurtigt kan realiseres.

Forslagene er sammenskrevet i ”Bruttokatalog med forslag fra magistratsafdelingerne til konkrete initiativer i en akut corona-trivselspakke”. (vedhæftet) Det skal bemærkes, at bruttokataloget ikke er udtømmende.

Blandt de mange, mange forslag kan nævnes gåture, psykologhjælp til børn og unge, kampagne mod ensomhed, flere besøgsvenner, koncerter og teaterture, aftenskole, ferieaktiviteter, digitale læsegrupper, julearrangementer, fisketure, undervisning i maleri og meget andet.

For at udvælge de konkrete initiativer bliver der nedsat en faglig velfunderet og hurtigt arbejdende tværmagistratslig arbejdsgruppe med kompetence til at koordinere og samarbejde om de skitserede projektideer for at undgå overlappende tiltag og sikre, at alle målgrupper nås. Unge-kriseledelsen vil agere rådgiver og sparringspartner for arbejdsgruppen.

Der er afsat en samlet pulje på ni millioner kroner til initiativerne, som skal kunne iværksættes meget hurtigt – gerne inden årets udgang. Initiativerne skal ikke have en længere varighed end sommeren 2021.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close