Tech

Demonstrationer mod 5G-netværket flere steder i landet

Det superhurtige netværk 5G bliver påbegyndt i 2020 og lover bl.a. hastigheder, der gør det muligt at downloade en Blu-Ray film på sekunder. Men der er mange, der er nervøse for, at 5G netværket kommer til at have skadelige konsekvenser overfor mennesker og dyr, og de lod deres stemmer blive hørt i en række protester rundt omkring i landet.

Rundt omkring i landet blev der demonstreret mod udrulningen af 5G-netværkerne, som flere andre danske teleselskaber er begyndt at installere over hele landet over de kommende år. 5G, der står for 5. generation, er en opgraderet udgave af det nuværende 4G (4. generation), og det lover både mere båndbredde, hurtigere downloadhastigheder og mere stabilitet, hvis man skal tro på teleselskaberne.

Det er dog langt fra alle, der tager mod det nye netværk med åbne arme. For en stor del af befolkningen frygter, at 5G vil få en negativ og muligvis skadelig indflydelse. Flere steder kører debatten om, at 5G vil gøre os sterile og udrydde bierne.

“3G og 4G kører på centimeterbåndet, og deres stråler er en centimeter tykke. AM og FM-båndene er flere meter tykke. Så de var ikke så voldsomt skadelige. 5G kører på milimeterbånder, det vil sige at 5G er en milimeter tyk, og den er i stand til at kunne spalte vores DNA og spalte vores celler. Og når det når ind i vores krop, hvad kan det så ikke gøre ved et foster, der er en milimeter tyk?” forklarer Jakob Clement Svendsen.

Selvom flere eksperter afviser spekulationerne om de skadelige effekter, 5G kan have, er der stadig mange ukendte faktorer, der spiller ind. Som fx. at netværket ikke kan testes under de samme forhold, som eksisterer under et lands- og verdensomspændende netværk. Og denne manglende indsigt har været med til at nære den usikkerhed, mange demonstranter føler overfor det nye netværk.

En usikkerhed, der manifesterer sig på mange forskellige måder hos mange forskellige befolkningsgrupper.

”De helt store konspirationsteorier går jo på, at de er mind control, og andre mener bare, at det er skadeligt. Det er de første, jeg ikke bryder mig om. Der er jo nogen, der mener at jorden er flad. Det er den ene lejr, og så er der dem, der mener, at det er skadeligt i den anden lejr,” forklarer Jonas Bonde Jensen. Og selvom han ikke er taget til demonstration for at protestere mod udrulningen af 5G, så er der alligevel noget i ham, der stejler over manglen på borgerinddragelse.

”Generelt må der gerne være mere fokus på, om noget er skadeligt, når erhvervslivet laver et eller andet smart.”

Og netop den manglende inddragelse af den almindelige borger er et gennemgående træk hos demonstranterne. Uanset hvad de ellers har af forbehold overfor 5G generelt.

”Det værste ved det hele er jo, at vi som befolkning ikke bliver spurgt. Du er ikke blevet spurgt om det her. Om det er i orden, at de sætter det her op. At de sætter mikrobølger op, som kan påvirke os. Der er ingen almindelige mennesker, der bliver spurgt. De træffer beslutningen hen over hovedet på os,” forklarer Jakob Clement Svendsen.

”Vi skulle have været spurgt om det her,” slår han fast.

TDC og Telia er begyndt på installation af master rundt omkring i landet, og man satser på, at have fuld dækning i landet i løbet af de næste par år.

Artiklens interviews blev foretaget ved demonstrationen i Aarhus af Lone Magdalena Hedegaard Andersen.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close