FodboldForside SekundærNyhederSport

AGF sejr efter flot første halvleg i Randers

Det blev lige spændende nok til sidst. Men til sidst kunne De Hviie ånde lettet op og rejse hjem fra Randers med en 0-1 sejr - der blandt andet blev grundlagt på en flot første halvleg.

Søndag eftermiddag stod opgør nummer fem med Randers FC her i foråret på menuen i Randers, da vi tørnede ud i endnu et lokalopgør – den her gang i 3F Superligaens runde 29. Efter sejren forleden i Aarhus skulle vi ud og se om vi kunne fortsætte de gode takter mod kronjyderne, som vi er ubesejret mod i 3F Superligaen siden oktober 2019.

Og fra starten af kampen kom gutterne da også ud med god gejst og offensivt spil, hvor vi kom til flere gode muligheder i kampens indledning. Blandt andre til Albert Grønbæk, der – efter en god aktion – afsluttede udefra, men over mål. Også Bror Blume fik markeret sig i kampens begyndelse med et flot aktion langs baglinjen, der dog ikke endte med at finde en rød i feltet.

Det gjorde Kevin Diks til gengæld, da han efter 10 minutter sendt et skarpt indlæg ind til Patrick Mortensen som dog desværre ikke fik ordentlig ram på bolde, der røg over mål. Samme skæbne tilfaldt Kevin Diks selv, da han kort efter headede til bolden fra et hjørnespark.

Så altså en livlig indledning fra gutterne på første halvleg. Randers FC ville dog også være med og forsøgte sig flere gange med dybe bolde til deres angriber Bessala Sambou. Men enten så var vores defensiv vågen og påpasselig eller også kom Kamil Grabara godt ud af sit mål.

I seneste kamp nettede Kevin Diks flot to gange i Parken og her søndag eftermiddag kom den flyvende hollænder igen på tavlen, da han midtvejs i første halvleg steg til vejrs på et godt indlæg fra Casper Højer Nielsen og kunne score til 0-1 efter en fin indledning på kampen fra AGF’erne.

Vores mål fik værterne lidt længere frem på banen og de begyndte at bide mere fra sig mod slutningen af første halvleg, hvor de havde flere farlige forsøg på mål. Men vi holdt stand frem mod pausen og havde også optræk til et par muligheder i den anden ende.

2. halvleg

Anden periode startede lidt tøvende fra begge parter og med en del spil midt på banen, hvor begge hold ikke rigtig kunne få sat spillet som de gerne ville. Og hvor vi perioder i første halvleg nærmeste havde kørt hjemmeholdet over, var det en mere lige kamp i anden halvleg – og heller ikke så underligt al den stund, at hjemmeholdet jo skulle ud og jagte mål for at få vendt kampen.

Og efter en lille time var de tæt på, da de spillede sig godt igennem og kun en god aktion fra Kamil Grabara og efterfølgende en livgivende tackling fra Sebastian Hausner forhindrede udligningen.

Efterhånden som vi nærmede os en times spil fik vi lidt bedre fat igen og blandt andre Kevin Diks og Gift Links kom til flere gode indlæg, der dog ikke ramte en rød. Og på midtbanen fik Nicolai Poulsen og Patrick Olsen – der begge var virkelig velspillende i dag – igen lidt bedre fat i både tacklinger og afleveringer.

Efter timen var rundet kombinerede vi os flot igennem i vores venstre side og Casper Højer Nielsen fandt Patrick Mortensen i feltet. Men vores anfører missede. Returbolden røg ud til Gift Links, der blev tacklet i skudøjeblikket og en chance for at udbygge vores føring forsvandt. Kort efter var det hjemmeholdets Nikola Mileusnic, der kom igennem og næsten havde frit skud, men en stærk tackling fra Sebastian Hausner i sidste øjeblik forhindrede en udligning. Og i kampens sidste halvdel blev værterne gradvis mere farlige foran vores mål efter vi ellers havde haft mulighederne for at øge vores føring.

Så det blev unødigt spændende og nervøst til sidst i Randers, hvor værterne pressede på for en udligning og vi samtidig fik sværere ved at skabe chancer efter vi ellers kampen igennem havde vist flot offensivt spil.

Sidst i kampen kom Randers FC uhyre tæt på en udligning efter et klumpspil efter et hjørnespark. Men vi klarede ærterne og kort efter fløjtede dommeren af og vi kunne glæde os over den første sejr i Randers siden 2014 var en realitet.

Næste opgave er på hjemmebane næste søndag, hvor FC Nordsjælland kommer på Ceres Park. Her er der i øvrigt ganske få billetter tilbage, så man skal være hurtig, hvis man vil sikre sig en plads til kampen https://shop.agf.dk/

Randers FC-AGF / 3F Superligaen – Mesterskabsspillets runde 29 / Cepheus Park
0-1 (0-1)
22’ 0-1: Kevin Diks

MoM: Nicolai Poulsen

Advarsler:
AGF: Gift Links, Nicolai Poulsen
RFC: Jesper Lauridsen, Mikkel Kallesøe, Simon Graves, Mathias Nielsen

Kamil Grabara, Kevin Diks, Sebastian Hausner, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen, Nicolai Poulsen (66’ Benjamin Hvidt), Patrick Olsen, Bror Blume, Albert Grønbæk (77’ Søren Tengstedt), Gift Links (66’ Alexander Munksgaard), Patrick Mortensen.

Skrevet af AGF.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close