ErhvervNyheder

Anja og Angelica kom ud på arbejdsmarkedet og ind på Vinderup-virksomhed

Anja Kjeldsen og Angelica Nielsen har i en årrække stået uden for arbejdsmarkedet. Det har Vinderup Træindustri (VTI) og et beskæftigelsesprojekt i Holstebro Kommune nu ændret på.

Vi vil gøre os uundværlige!

Smilene er store, og den gode stemning smitter. På trods af skærm-afstand og corona-restriktioner er optimismen ikke til at tage fejl af: Anja Kjeldsen og Angelica Nielsen har nu været i et forløb ved Vinderup Træindustri de sidste seks måneder, og de har været glade for at være en del af projektet og arbejdsfællesskabet.

– Vi blev ikke bare sendt i endnu en praktik!, pointerer Angelica.

Hun og Anja – som begge bor i Vinderup – deltog først i et seks-måneders målrettet udviklingsforløb, og det næste halve år har de været på henholdsvis kontorgangen og i produktionshallen hos VTI.

Smilet er mindst lige så bredt hos Karen Kaag. Hun er økonomi- og HR-chef på VTI, og limtræsproducenten tøvede ikke med at indgå i partnerskabet med jobcentret, da VTI har et mål om at være en social ansvarlig virksomhed:

– Det er vigtigt for os at være en del af vores lokalsamfund, samtidig med det skal være godt og sjovt at gå på arbejde. Også for de mennesker, som har brug for en chance til. Og Anjas og Angelicas udvikling er fantastisk at være en del af, fremhæver Karen.

Fra Anja og Angelicas side er ambitionen klar:

– Vi vil gøre os uundværlige, så vi kan blive ved VTI, når projektet er færdigt.

Man er så dejligt træt om aftenen

Anja Kjeldsen møder ind hver dag klokken syv, hvor hun arbejder i produktionens savafdeling. Hun syntes til tider, at de første seks måneders udviklingsforløb gik for langsomt:

– Jeg ville jo egentlig bare gerne i gang med at arbejde.

Angelica kigger på hende et øjeblik:

– Er du sikker på, at du havde været her, hvis du ikke havde været i det seks-måneders forløb?, spørger hun.

Svaret kommer prompte fra Anja:

– Nej, det havde jeg ikke.

Hun konkluderer kort derefter:

– Dét med arbejdet var nok ikke lykkes uden den første del med udviklingsforløbet.

Anja mener også, at det har været positivt, at hele forløbet har været planlagt i samarbejde med VTI, og at de løbende har været på besøg på fabrikken.

– På den måde kunne vi jo se stedet og bedre forestille os hvordan en ‘rigtig’ arbejdsdag ville være, mener hun.

Angelica Nielsen har sin faste gang på kontoret hos limtræsproducenten, hvor hun løser administrative opgaver.

– Jeg har jo kørt forbi fabrikken en million gange før, og nu er jeg blevet en del af fællesskabet her. Det er så fedt at komme afsted om morgenen, og det betyder virkelig noget, når man ikke har været ude på arbejdsmarkedet længe, understreger hun.

– Dét, at Anja og Angelica er faldet godt til, er også et udtryk for, at vores kolleger – hvad end de er i produktionen, på lageret eller i administrationen – ser det som en fælles opgave, at vi får alle med. Det er et stort ansvar – og vi er glade for, at alle har taget del i det, fremhæver Karen Kaag.

Anja nikker og tilføjer:

– Vi har nok også følt, at I ville det her. Når jeg møder ind, får jeg et smil og ‘godmorgen’ fra mine kolleger. Jeg føler, I ser mennesket bag historikken.

Og spørger du Angelica, hvad det bedste ved projektet og arbejdet har været, er hun ikke i tvivl:

– Man er så dejligt træt om aftenen, smiler hun.

FotoAngelica Nielsen løser administrative opgaver hos limtræsproducenten i Vinderup. Foto: VTI

Fast arbejde

Her en måned senere – ved projektperiodens afslutning – tyder det på, at Anja og Angelica har gjort sig uundværlige hos Vinderup Træindustri. De har nemlig begge fået tilbudt – og sagt ja tak – til fast arbejde hos limtræsproducenten.

Karen Kaag ser frem til at fortsætte samarbejdet med Anja og Angelica – og med Holstebro Kommune:

– Det her projekt har gjort en mærkbar forskel, først og fremmest for kandidaterne, men også for os som virksomhed, forklarer hun.

– Og så har det været et godt og gensidigt partnerskab med jobcentret, der i høj grad har banet vejen for projektets resultater, slutter Karen Kaag fra VTI.

Fakta om projektet

Holstebro Kommune er i projektet ‘Social Inklusion Gennem Vækstpartnerskaber’ gået i partnerskab med Vinderup Træindustri (VTI), Flexfabrikken og Den Sociale Kapitalfond. Formålet er at få personer med begrænset eller ringe tilknytning til arbejdsmarkedet integreret i arbejdsfællesskabet.

Projektet bygger bro mellem en lokal virksomhed og kandidater, der via opkvalificering kan varetage konkrete jobfunktioner ved virksomheden.

Projektet er tilrettelagt gennem et todelt forløb:

  • 1. del: 26-ugers udviklingsforløb, hvor deltagerne arbejder på at blive klar til at indgå i et arbejdsfællesskab og på en arbejdsplads.
  • 2. del: 26-ugers praktikforløb, hvor deltagerne træner forskellige jobfunktioner ved Vinderup Træindustri.

Gennem hele forløbet følges kandidaterne tæt af underviser og kontaktperson, som samtidig er mentor for kandidaterne og sparringspartner for virksomheden.

Der har i alt været otte kandidater med i projektet, og der er sket en stor udvikling og afklaring med dem alle. Flere af kandidaterne er fortsat tilknyttet VTI, og det fælles samarbejde omkring deres udvikling fortsætter.

 - logo

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close