Forside SekundærKultur/EventNyheder

ANMELDELSE: Queen Machine tog hjembyen med storm

SE BILLEDERNE: Det var 25. gang, at Queen Machine spillede i Aarhus, og den chance lod de ikke slippe fra sig.

Det var et tydeligt rørt band, der torsdag aften lagde Amfiscenen ved Musikhuset ned, da 5.000 gæster havde valgt at tage turen til koncerten, som forsanger, Bjarke Baisner, meget passende døbte ”farvel til corona.”

Ligesom så mange andre, har Queen Machine måttet se sig slået hjem under nedlukningen, og selvom det er blevet til lidt flere koncerter i løbet af de sidste par måneder, var hjemkomsten sat stort op, og koncertens knap to timer – med pauser – bød på masser af god steming, fed musik og en direkte linje fra scenen til publikum.

Det kan ikke kun tillægges Bjarke Baisners sceneoptræden, eller bandets energi. Begge dele fandtes i spandevis, men det var også et virkelig veloplagt publikum, der havde ventet længe på at komme til at skråle med på klassikerne som We Will Rock You, Bohemian Rhapsody og naturligvis: We Are The Champions.

Og det gjorde de. For setlisten havde alle klassikerne, men der var også blevet plads til lidt mindre kendte numre som Tie You Mother Down og Stone Cold Crazy. Det sidstnævnte blev spillet som hyldest til den sindstilstand, mange af vi indespærrede har døjet med i den senere tid.

Men befrielsen kom hurtigt, og i takt med at bandet på behændig vis arbejdede sig gennem setlisten, og stemningen nærmede sig det ekstatiske, føltes det da også mere og mere som et farvel til restriktioner, til bøvl og til sindstilstanden af at have været spærret inde og begrænset.

”I Want To Break Free,” sang Bjarke Baisner, så det lød som om den hedengangne Freddie Mercury var vendt tilbage. Drengene har gjort det her med stor succes i flere år, og det er stadig skræmmende, så tæt de er på den virkelige vare.

Det er langt fra første gang, jeg har oplevet Queen Machine, og forhåbentlig kommer det heller ikke til at være sidste. Men i går var en særlig aften. Både for mig, og for publikum. Men også for bandet.

For de er lokale knægte, der er vokset op med byens musikscene pulserende omkring sig, og Amfiscenen ved Musikhuset er ikonisk for alle os, der har levet i den verden.

”Det her er vores Wembley,” lød det mellem to numre, og når det nu ikke er muligt at opleve den ægte vare der, så er en aften med Queen Machine, det næstbedste derude.

Særligt, når de spiller, som de spillede i går.

 

★ ★ ★ ★ ★

Queen Machine
Amfiscenen, Musikhuset

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE