Kultur/EventNyheder

Anmeldelse: Utidsvarende dansk musical i bombastisk indpakning

Ny opsætning af musicalen "Atlantis" får to stjerner for et særdeles velsyngende cast - og én ekstra stjerne fra den teenager, jeg engang var, som fandt historien spændende og romantisk

Atlantis – Aarhus Musikhus 30. sep. 2021

 

Da jeg så forestillingen Atlantis for første gang på Østre Gasværk i 1994, var jeg bare en stor teenager, og jeg mindes forestillingen som magisk, romantisk og fuld ørehængere, som jeg skrålede med på, efter at have fremskaffet soundtracket på CD.

Det var derfor oplagt at antage, at gensynet ville være en god anledning til nostalgisk at svælge hen i sangene og velvilligt lade sig forføre. Men på denne regnvåde septemberaften mindede 2021-opsætningen af Atlantis mig primært om, at årene er gået – dels fordi historien er påfaldende banal, selv for musicalgenren, og dels fordi forestillingen fremstår som et monument over, hvordan man lavede store musicalopsætninger, før drejescene, LED-skærme og andre moderne teaterkneb kom ind i billedet.

Atlantis er en turneforestilling, hvilket giver visse scenografiske begrænsninger, men selv for en forestilling der skal kunne pakkes op og ned virker scenerummet underlig statisk.

Velsyngende og veloplagt cast

Er det så en dårlig forestilling? Nej, for sangkræfterne i ensemblet er noget af det ypperste, vi kan præstere her til lands, med bl.a. Stig Rossen og Kaya Brüel øverst på plakaten. Atlantis er en ensemble-forestilling, hvor solisterne får lov at brillere, og musikken er ikke dårlig, men sangteksterne er forestillingens åbenlyse achilleshæl.

Handlingen suser afsted i høj fart. Man kan i hvert fald ikke beskylde forestillingen for at dvæle ved detaljerne – og det i en grad, så flere løse ender får lov at blæse lidt i vinden. Musicals har en egen logik, kærlighed kan opstå på et splitsekund og på ingen tid vokse sig svulmende stor, ligesom figures psykologiske udvikling sjældent tåler nærmere granskning, men i Atlantis er figurernes følelsesmæssige spring alligevel en tand for uransagelige.

Atlantis 2021 akkompagneres af et 20 mand stort liveband under kyndig ledelse af Mikkel Rønnov, der også har sørget for, at forestillingen orkestreres, så det pompøse score kommer til sin ret og fylder hele rummet ud.

Dansk musicalhistorie

Atlantis, der fejrede 25 års jubilæum i i 2018, har forlængst skrevet sig ind i dansk musicalhistorie som en af de mest populære danske musicals nogensinde.

Det hele begyndte med, at tre gamle skolekammerater, som i firserne havde arbejdet sammen i diverse pop-rockbands og cabaretgruppen “Onkel Dum & Bananerne”, i 1990 fik den både geniale og lidt vanvittige ide at skrive danmarks første gennemkomponerede musical. Alle replikkerne skulle synges, ligesom i “Les Miserables”, der var tidens helt store musical-tilløbsstykke og som satte en ny standard for musikforestillinger.

Det musikalske trekløver, Thomas Høg, Sune Svanekier og Peter Spies holdt til på Espergærde Ungdomsskole, og i første omgang var Atlantis tænkt som en forestilling, der skulle opføres i ungdomsskoleregi. Men som tiden gik, voksede ambitionerne, og de tre fyre allierede sig med sangglade venner i koret Læderhalsen og lejede sig ind på Bellevue Teatret i sommeren 1993.

Her havde Atlantis urpremiere d. 12. august 1993 og spillede 12 forestillinger.

En aften sad den daværende teaterchef på Østre Gasværk, Morgen Grunwald, i salen. Han havde netop haft stor succes med at opføre Les Miserables for første gang på dansk, og han så i Atlantis det hit, som kunne tage over efter Les Mis.

Sådan gik det til, at Atlantis, der startede som et ungdomsskoleprojekt, rykkede ind på et af tidens mest hippe teatre.

90`erne var en periode, hvor der skete meget på den hjemlige musicalfront, særligt hvad angår musicals skrevet på dansk. Morten Grunwald havde en sikker sans for teater til tiden, og Atlantis blev da også en overraskende stor succes, både blandt både publikum og anmeldere.

Atlantis spillede to sæsoner for udsolgte huse på Gasværket og blev efterfølgende sendt på turné. Siden har den været opsat utallige gange, både professionelt og i diverse amatøropsætninger. Atlantis har desuden været opført i Sverige, Norge, Polen, Tyskland, Østrig og Holland, men skønt sangene blev oversat og indspillet på engelsk, slog forestillingen aldrig igennem i engelsksprogede lande.

På scenen i Musikhuset i 2021 er der sangkræfter fra de oprindelige opsætninger på Bellevue Teatret og Østre Gasværk Teater, hvilket giver en fin fornemmelse af, at der bliver bundet en sløjfe. Pernille Petersson, som i 90`erne spille den unge og yndige Adalenea, ses nu i rollen som helten Silvans mor, Selene.

Mening med galskaben

Atlantis har efterhånden en del år på bagen, og den er stadig en publikumsfavorit – man skal ikke begynde at lede efter en dybere mening i den banale tekst. – Her skal vi huske, at Atlantis oprindeligt var en forestilling skrevet af unge til unge. – Når tre unge gutter, drevet af ambitioner, og optændt af ungdommens tro på at det nok skal lykkes, sætter sig for at skrive en gennemkomponeret musical, er det ikke underligt, hvis der er små og store skønhedsfejl.  – Det kan imidlertid undre, at man ikke har benyttet den storslåede 2021-opsætning til at lave en tiltrængt gennemskrivning, og stramme op hist og pist. Kill your darlings, som man siger. Med sine to en halv time er Atlantis en lang aften i teatret.

Nuvel, forestilingen efterlader tid til at reflektere lidt over, om der er andre grunde til at lave en storslået genopsætning af 90`er fænomenet Atlantis, bortset fra at publikum, som forventet, strømmer til for at se Atlantis – og for at se Stig Rossen. At dømme efter tramp og hujen fra salen er sidstnævnte stadig danskernes musicaldarling.

Legenden om Atlantis er historien et folk, en højt udviklet civilisation, som blev forblændet af grådighed og magtbegær. Bestandigt i krig og sulten efter af få mere, end de allerede havde  – og som straf ender Atlantis med undergang i torden og syndflod. Det kan lyde som ekko af en tid, vi kun kender alt for godt, nemlig vores egen – men det er dog ikke noget, der afspejles i denne opsætning af Atlantis, så tilbage på sporet…

Atlantis er en fortælling om kærlighed, magt og mordforsøg, tilsat græsk tragedie og iørefaldende “syng-med” musik, og showet synes mest velegnet til et unge mennesker, det var dog primært et ældre publikum, der optog stolerækkerne i Musikhuset denne aften, og som til slut takkede for forestillingen med stående applaus.

Denne anmelders bankende musicalhjerte er muligvis hærdet lidt med alderen, og måske derfor var det svært at lade sig forføre af denne opsætning.

Men tre stjerner ud af fem kan det blive til: To stjerner for det særdeles velsyngende cast, og én ekstra stjerne fra den teenager, jeg engang var, som fandt Atlantis både spændende og romantisk.

⭐️ ⭐️ ⭐️

Atlantis spiller i København, Aarhus, Odense og Holstebro indtil den 6. november 2021.

ATLANTIS 2021 udgives som komplet cast album både på CD og LP.

Læs mere her

 

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE