HåndboldNyhederSport

Bjerringbro-Silkeborg kommer stærkt fra start

Det tegner lovende for Peter Bredsdorff-Larsen og ligamandskabet hos Bjerringbro-Silkeborg. Holdet er kommet stærkt ud af starthullerne efter fem måneder uden modstandere i JYSK arena, og især defensiven har fået et løft frem mod den nye sæson.

Ser man på det program, som Peter Bredsdorff-Larsen og resten af trænerteamet omkring Bjerringbro-Silkeborg har lagt for opstarten, er det tydeligt, at spillerne bruger mange timer i styrketræningslokalet. De skal stå knivskarpt, når der i slutningen af august og starten af september igen skal spilles om vigtige point i den danske håndboldliga og i EHF European League.

“De første godt og vel to uger af vores opstart har vi brugt til at arbejde med spillernes fysik. Alle mand mødte op i god form, så vi har kunnet fokusere på den del af fysikken, som handler om at blive klar til at spille håndbold med den nødvendige fart og kraft,” siger Peter Bredsdorff-Larsen.

“I den sidste del af perioden er vi også begyndt at arbejde med vores spilkoncept, og vi har efterhånden fået en stor del af vores skabeloner og struktur på plads. Den fase af vores opstart handler om at finde de fælles forståelser og den individuelle skarphed, og i den sammenhæng er det helt perfekt for os at skulle spille et par træningskampe mod forholdsvis overkommelige modstandere – Viking Stavanger og HEI,” siger cheftræneren.

GOG og Ystad venter forude

Viking Stavanger er netop rykket op i den norske liga, og HEI (Hjortshøj-Egaa Idrætsforening) spiller i 1. division.

Udbyttet af disse træningskampe har været meget positivt, fortæller Peter Bredsdorff-Larsen:

“Vi har fået arbejdet godt med vores spil, og vi har set, hvad der allerede nu fungerer på et højt niveau, og hvad der fortsat kræver opmærksomhed og udvikling.”

Allerede på onsdag venter der anderledes modstand, når cheftræneren og spillerne får lejlighed til at teste sig selv og hinanden mod Ystad fra den svenske liga og det gule mandskab fra GOG, som fik sølvmedaljerne tilsendt, da ligaen lukkede ned forrige sæson.


DU KAN FØLGE MED I, HVORDAN KAMPENE GÅR, VIA BSH’S INSTAGRAM– OG FACEBOOK-SIDE.

Mange gode momenter

Med de to træningskampe har Peter Bredsdorff-Larsen og de to co-trænere Lars Møller og Leon Henriksen haft mulighed for at se alle spillere i aktion, og i første kamp kunne holdet og hele den midtjyske topklub desuden glæde sig over, at dørene til JYSK arena i Silkeborg igen kunne åbnes for tilskuere – efter næsten fem måneder uden håndbold med fans på lægterne.

Fem nye navne blev råbt op over højtalerne i JYSK arena:

Der var uofficiel debut til Johan Sjöstrand i målet, mens René Toft Hansen og Alexander Lynggaard begge fik minutter på stregen. William Bogojevic fik scoret sine første mål i BSH-trøjen fra venstre back, mens højre fløj blev besat af Aksel Horgen.

De nye spillere viste lovende takter, og holdets forsvarskoncept og samspil generelt tegner også godt, hvis man spørger René Toft Hansen:

“Jeg synes, der var rigtig mange gode momenter. Selvfølgelig var der også fejl, men det vil der være i de første træningskampe, hvor vi skal forsøge at finde hinanden,” udtalte forsvarsspecialisten til Midtjyllands Avis efter kampen.

Også stregkollegaen Alexander Lynggaard var positivt stemt efter sin BSH-debut:

“Langt hen ad vejen synes jeg, det så fint ud. Vi har en god fælles forståelse – også indbyrdes mellem de nye spillere,” sagde Alexander Lynggaard til avisen.

Forstærkning af defensiven

De to stregspillere har begge vigtige roller at spille i den forbedrede defensiv, der skal danne grobund for Bjerringbro-Silkeborgs succes i den kommende sæson. Her spiller 5:1-forsvaret, som er blevet testet i weekendens træningskampe, en helt central rolle, fortæller Peter Bredsdorff-Larsen:

“Vi er i gang med at rekonstruere vores 5:1-forsvar på en anden måde, end vi gjorde sidste sæson. Vi er tilbage ved noget, der minder om dengang, hvor Stefan Hundstrup var med.”

Cheftræneren kan bruge både Alexander Lynggaard og Mads Kjeldgaard Andersen i den fremskudte rolle, og træningskampene har vist, at spillerne er godt i gang med at finde sig til rette i spilkonceptet.

Det bliver spændende at følge holdets videre udvikling frem mod første fløjt mod tyske Melsungen, når der igen er afgørende point på spil i EHF European League i JYSK arena sidste weekend i august.

Foto: Benny Lind – Min By News

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close