NyhederUddannelse

Børn og Unge møder kulturen i skolen

3 skoler i Holstebro Kommune får besøg af ShowUP, når de besøger Vestjylland for at præsentere skolebørn for forskellige kulturelle genrer.

Ringkøbing-Skjern, Struer, Lemvig og Holstebro Kommuner er samarbejdspartnere i kultursamarbejdet “ShowUP”. Formålet er at præsentere skolebørn og unge i alderen 12 – 15 år for forskellige kulturelle genrer. Mellem den 29. november og 10. december besøger “ShowUP ON TOUR” hele 10 skoler i Vestjylland, hvor 3 af skolerne ligger i Holstebro Kommune.

I Holstebro Kommune er det skolerne Vinderup Realskole, Sønderlandsskolen og Nørre Boulevard Skolen, der får besøg af ShowUP til en kreativ skoledag.

Tore Sandbøl, Nørre Boulevard Skolens koordinator på “ShowUP”-dagen, hvor det er alle 7. klasserne, der deltager, udtaler i den forbindelse:

– Vi er jo en profilskole med bevægelse som omdrejningspunkt. Derfor er vores mission at udvikle og danne eleverne med støtte fra kroppens mange facetter. ShowUP ON TOUR passer perfekt ind i denne målsætning, så derfor ser vi frem til en sindssygt spændende dag med masser af kulturelle udfordringer for både børn og voksne.

Det er 4 anerkendte kunstnere, der har sammensat programmet for ShowUP ON TOUR sammen med unge kunst- og kulturstuderende fra ShowUP. Hver dag er det en ny skole, som får besøg. Her får de deltagende skoleelever sammen med kunstnerne sat kulturen på skoleskemaet en hel dag.

Tina Tarpgaard er ansvarlig for, at de planlagte kulturdage forløber på en måde, så både elever og lærere får noget med fra dagen, som de kan bruge fremadrettet. Tina Tarpgaard er to gange blevet tildelt Reumertprisen og har mange års erfaring med kunstneriske opsætninger. Hun glæder sig til at komme til Vestjylland og håber, at hun kan være med til at gøre flere børn og unge interesserede i de mere kreative og kunstneriske kulturtilbud.

– Jeg er født i Vestjylland, så jeg ved godt, at man ikke får kunst og kultur ind med modermælken. Men min erfaring siger mig også, at interessen er der, og de unge i ShowUP er gode eksempler på, at det handler om at få skabt nogle gode miljøer, hvor børn og unge kan mødes og dyrke deres fælles interesser i forhold til kunst og kultur, siger Tina Tarpgaard, som er spændt på, hvordan de godt 1000 skolebørn, som “ShowUP ON TOUR” skal møde de næste 14 dage, vil tage imod de kunstneriske indslag og workshops.

FAKTABOKS KUNSTGENRER og KUNSTNERISK INDHOLD

Eleverne skal arbejde med forskellige kunstgenrer:

Fortællesporet: Her vil deltagerne blive præsenteret for en række øvelser, som er gode redskaber til at blive bedre til at improvisere med ord og føle sig tryk ved at tage ordet, også når det, man siger, ikke er planlagt i detaljen. Øvelserne vil være i små grupper/to og to og har fokus på både den, der fortæller, og den som lytter. For hvordan er det nu, man er en god lytter?

Dramasporet: På dette spor sætter vi fokus på både ord og krop. Gennem øvelser med både krop og ord og med fokus på samarbejde vil deltagerne blive præsenteret for dramateknikker, som er gode redskaber til at præsentere foran andre. På dette spor er der en ekstra bonus i form af en forestilling i klasselokalet af de to elever fra DTA Ingrid og Nicoline.

Dansesporet handler om at tage plads med sin krop gennem dans, rytme og fællesskab.

I danseklassen kommer vi til at arbejde med trådløse høretelefoner, som man måske kender fra silent disco. Deltagerne vil komme igennem forskellige musikalske tilgange til at bevæge sig og også afprøve, hvordan det føles, når man ikke danser til den samme musik, som sin makker.

Musiksporet: På dette spor vil deltagerne blive medkomponister på et stykke live komponeret musik. Med optagerudstyret vil deltagerne optage de lyde, som de synes virker spændende, skæve, dejlige eller mærkelige, og gennem et computersoftware hos de deltagende kunstnere kanaliseres deres fælles lyde ind i et fælles værk.

Vi slutter med en forestilling på et spejlblankt gulv med 4 performere fra DTA, som optræder med både bevægelse, ord og pompon’er

FAKTABOKS Kunstnere

Tina Tarpgaard: Er koordinator for det kunstneriske indhold af ShowUP ON TOUR. Hun har fået tildelt en Reumert for “Årets Danseforestilling” for forestillingen Frost (2010) samt Living Room (2012) og har været nomineret i samme kategori for ON/VOLT (2014) and X-mythologies (2018). https://recoil-performance.org/da/om-os/

Niels Bjerg: Uddannet guitarist ved konservatoriet i Haag og Amsterdam. Han har mellem 2019-2021 være primusmotor i en radiofølgeton, som har portrætteret personer i Vestjylland. http://wego.dk/niels

Hilde Ingeborg Sandvold: Uddannet danser på Den Danske Scenekunstskole og har gennem sin karriere arbejdet med et stort antal nationale og internationale koreografer og dansekompagnier. https://www.hildeisandvold.com/about

Johanna Forsehag: Uddannet på Den Danske Scenekunstskole i 2020. https://ddsks.dk/da/studerende/eva-johanna-forsehag

FAKTABOKS SKOLER

ShowUP ON TOUR  besøger følgende skoler:

  •  29. november – Thyholm Skole, Struer Kommune
  •  30 november – Parkskolen, Struer Kommune 7-9. klasse, 250 elever
  •  1. December – Vinderup Realskole, Holstebro Kommune
  •  2. December -Sønderlandskolen, Holstebro Kommune
  •  3. December – Nørre Boulevard Skolen, Holstebro Kommune
  •  6. December – Harboøre Skole / Tangsø Skole, Lemvig Kommune
  •  7. December – Nørre Nissum Skole, Lemvig Kommune
  •  8. December – Christinelystsskolen, Lemvig Kommune
  •  9. December – Kirkeskolen, Ringkøbing- Skjern Kommune
  •  10. December- Spjald Skole , Ringkøbing-Skjern Kommune

I alt ca. 1300 elever

FAKTABOKS SHOWUP

ShowUP er et fællesskab af engagerede unge, som bidrager aktivt til kulturlivet lokalt og på tværs af kommuner.

I 2021 arrangerede de unge en større event (OFF TRACK) på Østkajen i Struer, som indeholdte masser af kulturelle oplevelser, workshop og mulighed for, at unge kunne byde ind med præsentation af egne kulturelle produkter.

Samt projekt “Kultur møder politik”, hvor man forsøgte at skabe et kunstnerisk rum for politisk debat.

 - logo

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE