NyhederPolitik

Budgetforlig: Aktive jobindsatser skal banke ledigheden i bund

Selvom ledigheden i Aarhus er tilbage på samme lave niveau som før Corona-pandemien, er antallet af langtidsledige og borgere på sygedagpenge steget. Derfor satser forligspartierne bag budgetforliget på en aktiv beskæftigelsespolitik for netop disse grupper.

Arbejdsmarkedet i Aarhus er inde i en rivende udvikling, hvor der er en stor efterspørgsel på arbejdskraft, og ledigheden er af samme årsag historisk lav. Men paradoksalt nok er der samtidig flere ledige, der på bagkanten af corona-pandemien er blevet langtidsledige.

Udviklingen skyldes en stigning i antallet af ledige, der på grund af forskellige problemer har svært ved at leve op til de krav, som arbejdsmarkedet stiller. Dem skal der gøres en særlig indsats for, og derfor har forligspartierne bag budgetforliget sat i alt 25 millioner kroner af til at styrke den aktive beskæftigelsespolitik for netop disse grupper af ledige.

Indsatserne skal udfoldes i samarbejde med både erhvervs- og uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer og de ledige selv, og skal samtidig have særligt fokus rettet mod de private virksomheders behov for arbejdskraft, forklarer Social- og Beskæftigelsesrådmand, Kristian Würtz:

”Vi står midt i et velfærdsparadoks, hvor vi på den ene side har et glohedt arbejdsmarked, og på den anden side ser et stigende antal ledige, der står helt udenfor jobfesten. Det skal vi råde bod på, og med den store efterspørgsel efter arbejdskraft giver det mening at investere i en mere aktiv indsats, der kan målrettes de enkelte ledige og deres særlige behov og muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet,” siger Kristian Würtz.

 

1000 nyttejobs og IGU-forløb

Ved siden af investeringsmodellerne har forligspartierne besluttet at vedtage det udspil om 500 nytteindsatser og IGU-forløb, som borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand Kristian Würtz fremlagde tidligere på måneden.

Indsatserne skal efter planen sættes i gang primo 2022 og målrettes ikke-vestlige borgere i målgruppen, der vurderes at have det bedste rekrutteringspotentiale til uddannelse eller almindeligt arbejde inden for de samme jobområder. Fokus er dermed på nytteindsatser med et reelt job- og uddannelsesperspektiv, og det glæder Kristian Würtz:

”Det har været min ambition at vi kunne lave en aarhusiansk udgave et nyttejobs, der rent faktisk gør nytte for samfundet, og som samtidig har nogle reelle perspektiver for uddannelse og beskæftigelse. Med aftalen her er det præcis, hvad vi kommer til, og dermed tror jeg også, at investeringen i indsatserne kommer til at give pote for Aarhus,” siger Kristian Würtz.

De 500 nytteindsatser og IGU-forløb koster i alt 10 mio. kr., der hovedsageligt går til mentorstøtte på arbejdspladserne. Halvdelen af udgiften forudsættes dog at blive refunderet af staten.

I forlængelse af denne indsats har forligskredsen også vedtaget at oprette yderligere 500 nyttejobs af den slags, som beskrives i regeringens udspil om nytteindsatser. Disse nyttejobs skal efter planen oprettes, når lovgrundlaget for regeringens forslag til nytteindsatser er på plads, forventeligt med start i 2023. Disse nytteindsatser forventes ikke at blive en nettoudgift for kommunen, og trækker derfor ikke fra det samlede råderum i dette års budget.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE