ErhvervNyheder

Ceresbyens nye café blev til under coronakrisen

Serec hedder stedet, og når dørene slår op fredag aften, er det resultatet af en virkelig dårlig start og en omgang godt gammeldags hårdt arbejde. For Jacob og Heino Appel, skrev under på lejekontrakten på stedet d. 4. marts i år. En uge senere lukkede Mette Frederiksen landet pga. coronavirussen.

”Jeg tænkte bare ”shit mand!”. Så ringede jeg til ejerne og spurgte, om jeg kunne komme ud af kontrakten, men der var svaret bare ”nej,” fortæller Jacob Appel foran den nye café i en kort pause i arbejdet inden fredagens åbning.

”De var gode. De rykkede kontrakten i to måneder, så vi ikke skulle betale husleje de første måneder, hvor alt var lukket. Så de har været rigtigt gode, men hold op, hvor kørte der bare mange tanker rundt i hovedet på mig. Det var overhovedet ikke sjovt.”

Bare kom i gang
Der var altså ikke så meget at gøre, så Jacob og Heino måtte bare i gang. De havde lagt sig fast på at lave en café, der tilbyder billig mad og billige drinks, til alle, men i særdeleshed til de studerende i området.

”Det er jo sådan et lille samfund hernede, men jeg tror da, at vi har fundet noget, der virker. Bare det, at vi skrev på vores ruderne med tusch, har givet 150 nye følgere på Instagram,” fortæller han, og nikker hen mod Via University College Campus Aarhus C, der har begrænset tilgangen til stedet siden nedlukningen d. 11. marts.

”Der går mere end 5.000 studerende på Via, og det er dem, vi gerne vil have til at komme forbi. Derfor kører vi med studierabatter. Og vi forsøger at lave noget mad, der er lækkert og billigt, så det skal nok gå, tænker jeg.”

Kort til åbning
Oprindeligt var det meningen, at Serec skulle åbne en uge tidligere, men det var lige optimistisk nok.

”Vi havde egentlig planlagt at åbne i fredags. Den beslutning traf vi for 14 dage siden, men det kunne ikke lade sig gøre, så nu gør vi det altså i morgen i stedet for.”

Mens mange caféer rundt om i landet, har lidt under coronakrisen og regeringens restriktioner, har Jacob og Heino og de ansatte på Serec udnyttet tiden konstruktivt, og mens andre lukker, kommer nye steder til, og interessen for stedet er allerede begyndt at vise sig blandt Ceresbyens beboere.

”Folk kommer hen og kigger ind, og spørger, hvad det er vi er i gang med. Når vi så har fortalt det, så bliver de glade. Der er mange, der har sagt, at de har savnet et sted hernede.”

Serec åbner fredag, og du kan læse mere om stedet på deres Facebookside.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close