HåndboldNyhederSport

Chok i TTH: Profil skal opereres

Fløjspilleren Christian Jensen var lige vendt tilbage efter en længere skadespause og viste storspil i fem kampe. Men en ny knæskade driller i modsatte knæ, og den uheldige TTH-profil skal nu igennem en operation, som vil holde ham ude de næste 4-6 måneder.

Håndboldteknik, skudeffektivitet og de hurtige ben fejler intet. Med en super debut mod GOG i februar og fire flotte præstationer i de efterfølgende kampe, har Christian Jensen for alvor vist sine kvaliteter, og hvilken profil han kan blive på TTH-mandskabet. Men de gode takter og den videre udvikling af fløjprofilen er sat på standby.

Christian Jensen er ramt af en skade som følge af en overbelastning af det raske ben i forbindelse med genoptræningen af den oprindelige knæskade. Det er en brusk-og menisken skade, som nu volder problemer.

Skadepause, men tilbage i starten af næste sæson
En operation på nuværende tidspunkt er medvirkende til, at Christian Jensen kan være med i stort set hele næste sæson. Med en genoptræningsperiode på op til seks måneder, forventes fløjspilleren at være tilbage en måned inde i den nye sæson.

– Det er aldrig sjovt at skulle opereres, men i samråd med klubben er jeg er fast besluttet på, at en operation på nuværende tidspunkt er det rigtige valg. Selvom jeg godt kunne udskyde den, vil det bare gøre, at jeg kommer senere tilbage i næste sæson. Med en operation nu kan jeg være tilbage i begyndelsen af den nye sæson, siger Christian Jensen.

For klubben er Christian Jensens skade en stor streg i regningen, men TTH-direktør John Mikkelsen ser alligevel lys i mørket.

– Christian Jensen er en fantastisk person, som passer rigtig godt ind i klubben – både på og uden for banen. Han har allerede vist, hvilket højt niveau, han kan være på, så han bliver en kommende profil hos os. Vi glæder os derfor til at få ham tilbage i den nye sæson og vil støtte ham gennem en god genoptræning med Struer Fysioterapi, siger John Mikkelsen.

Nu bliver det Odinn Rikhardsson som tager over for Christian. Jeppe Hauskov er stadig i gang med genoptræning og vil først senere på sæsonen komme tilbage.

Ved godt mod
Til trods for at Christian Jensen må se de kommende kampe sammen med Nikolaj Enderleit og Johan Meklenborg fra tilskuerrækkerne, er der stadig optimisme at spore hos hovedpersonen selv.

– Planen for det næste halve år er at komme ovenpå skaden så godt som overhovedet muligt. Efter operationen vil jeg tage én dag ad gangen og sætte mål for hver uge, så det negative aspekt i et skadesforløb ikke fylder det hele. Udover det vil jeg forsøge at hjælpe mine holdkammerater så godt jeg kan, runder Christian Jensen af.

Af Louise Boo

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close