Mad og drikkeNyheder

Citronfromage er et fremragende bud på en frisk sommerdessert

Hvis den er lavet rigtigt, er citronfromagen en let og luftig omgang, der er præcis syrlig nok til at spille op mod det søde. Men det kræver lidt tålmodighed.

Den var stor i 80’erne, men i modsætning til visse andre ting, der gerne må forblive i historiebøgerne, er citronfromage en virkelig lækker og frisk dessert, der gør det godt til mange sommerretter.

Og bedst af det hele er, at den er virkelig nem at lave, og nem at lave godt. Du skal bare væbne dig med tålmodighed.

For retten i sig selv kræver meget lidt. Både i forhold til råvarer og i selve madlavningen. Men resultatet bliver mærkbart bedre, hvis du tager dig god tid.

Ingredienser:
1/4 l Piskefløde
85 gram sukker
3 æg
4 blade husblas
1 citron (ikke overfladebehandlet)

Fremgangsmåde:

Læg husblassen i en stor skål med koldt vand i 6-7 minutter, og forbered et vandbad, der er varmt, men vandet behøver absolut ikke koge.

Pisk æg og sukker sammen til en æggesnaps, og sørg for, at sukkeret er være helt opløst og æggesnapsen er lidt tyk.

Riv citronen, så du har friskrevet citronskal, der svarer til en teskefuld, og pres citronen bagefter. Du skal gerne bruge lidt mere end en halv dl. citronsaft.

Læg husblassen over i skålen i vandbadet, og rør rundt til den er helt flydende. Tag skålen med husblas op og lad den stå og køle ned et par minutter. Tilsæt citronskal og saft, og rør godt rundt.

Bland det i æggesnapsen, og rør godt rundt, så den har en ensartet farve.

Pisk fløden op så den lige præcis er flødeskum, men stadig let og luftigt.

Tilsæt flødeskummet lidt efter lidt og vend det rundt i æggesnapsen. Vær forsigtig, så du ikke slår luften ud af de to masser. Jo bedre tid du tager dig i denne del af processen, jo bedre bliver resultatet. Bliv ved til du har tilsat al flødeskummen til æggesnapsen, og bliv ved med at vende fromagen rundt, til den har en ensartet farve og konsistens.

Hæld fromagen over i en skål og lad den køle i mindst to timer.

Du kan pynte med alt fra flødeskumstoppe, karamelliserede citronskaller eller fint hakkede pistachenøddekerner. Det er helt op til dig selv.

Opskriften her giver citronfromage nok til mellem fire og seks personer.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close