HelbredNyheder

COVID-test af borgere med symptomer flytter nu fra hospitalet til testcenter på Vinkelvej i Viborg

Borgere med symptomer på COVID-19 skal fra mandag den 21. september køre til testcentret på Vinkelvej for at blive testet i Viborg. Indtil nu er borgere med symptomer fra Viborg og opland blevet testet ved testfaciliteter på Regionshospitalet Viborg.

Testcentret på Vinkelvej i Viborg har igennem en længere periode fungeret som teststed for borgere uden symptomer, mens borgere med symptomer er blevet henvist til en teststation på hospitalet. Det ændrer sig nu, når test af borgere med symptomer fra mandag den 21. september også foregår i testcentret på Vinkelvej.

Kapaciteten i testcentret på Vinkelvej bliver således udvidet, så der fra mandag kan modtages endnu flere borgere til test end hidtil.

Borgerne skal selv bestille tid til testen på coronaprover.dk. Undtaget er dog patienter, der skal testes forud for en tid på hospitalet – her booker afdelingen en tid til dem.

I forbindelse med flytningen af testfaciliteterne fra hospitalet til Vinkelvej vil der hen over weekenden ikke være mange tider at vælge imellem. Men fra mandag skulle systemerne igen køre for fuldt blus, og der vil være mange flere tider åbne for booking igen.

Ny info om teststed i e-boks og via sms

En række borgere er allerede indkaldt til test på teststationen ved indgang F på hospitalet i Viborg. Det gælder eksempelvis de borgere, der har tid til en operation i de kommende måneder.

De borgere skal nu i stedet køre til Vinkelvej i Viborg for at blive testet, og de berørte borgere får besked om det ændrede teststed i et brev i e-boks og via sms. Derfor bedes borgere, der har en tid på hospitalet i den kommende tid holde ekstra øje med, hvad de modtager af information forud for deres besøg på hospitalet.

Der bliver dog som ekstra foranstaltning også opsat skilte ved den lukkede teststation på hospitalet. De fortæller, at teststationen er lukket og henviser til testcentret på Vinkelvej i stedet.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close