ErhvervLivsstilNyheder

Danskerne skal vænne sig til prisstigninger og vareknaphed

Pres på de globale forsyningskæder kan gøre det svært at skaffe bestemte julegaver

Det bliver dyrere at køre Dankortet igennem ved kassen i dit lokale supermarked.
Netop nu stiger priserne på alt fra brød til elektronik og byggematerialer, og det er ikke kun i Storbritannien forbrugerne skal vænne sig til vareknaphed.
 
De globale forsyningskæder er under pres.
Blokeringen af Suez-kanalen i foråret og coronalukkede containerhavne skubber fragtpriserne i vejret.
Samtidig buldrer landets økonomi derudaf, og efterspørgslen stiger.
 
Derfor skal forbrugerne vænne sig til såvel prisstigninger som mangel på varer et godt stykke ud i fremtiden. Det spår flere eksperter og producenter, skriver TV2 Østjylland.
 
”Kort sagt kan vi forvente at se stigende priser overalt,” siger selvstændig forbrugerøkonom, Ann Lehmann Erichsen.
”Fordi råvarepriserne er steget, er transporten og emballagen steget. Nærmest lige meget, hvad vi peger på, så har vi både stigende priser og vareknaphed,” siger hun.
Nogle ekstraomkostninger kan virksomhederne selv dække ind i en periode, når forsyningskæderne er pressede. Men nu lander omkostningerne så småt hos forbrugerne.
Særligt på byggematerialer ser vi pt. markante prisstigninger.
Men det er ikke kun på byggepladserne, prisernes himmelflugt kan mærkes.
”Vi andre mærker det bare stille og roligt. Vi tænker måske ikke så meget over det,” siger Ann Lehmann Erichsen.
 
Om der bliver tale om permanente prisstigninger, er eksperterne i tvivl om, men forbrugerne skal indstille sig på, at priserne stiger på stort og småt – og nogle varer vil slet ikke være til at skaffe.
Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen råder danskerne til at holde øje med kilo- og literpriser, når vi står nede i supermarkedet og eventuelt finde andre billigere alternativer end de mærker, de plejer at købe.
Det gælder også dyrere varer, som f.eks. elektronik.
 
“Vi skal nok også vende os til, at det bliver svært at få de julegaver, vi gerne vil have, fordi de ikke når at komme frem,” forudser Ann Lehmann Erichsen.
Samtidig anbefaler hun forbrugerne at slå koldt vand i blodet og råder til, at vi spørger os selv:  kan vi undvære eller eventuelt købe varen brugt?

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE