Kultur/EventTech

Den tænkende rytmeboks fra Kandis har eget studie i Brabrand

En gammel drøm er gået i opfyldelse for trommeikonet Frank Thøgersen fra Brabrand ved Aarhus. Han har fået stor succes med sit eget studie.

Koncentration og præcision er nøgleordene, når Frank Thøgersen sætter sig bag trommerne. Listen af kendte musikere, som han har akkompagneret på trommer er lang. Blandt andet Kim Larsen, Smokie, Søs Fenger, Charlie McCoy Poul Krebs og mange flere. Mest kendt er han nok som trommeslager i »Bamses Venner« i mere end 16 år, og senest som fast trommeslager i danseorkestret »Kandis«.

(artiklen fortsætter under billedet)

Danmarks populæreste danseorkester Kandis (foto: Min By News)

Frank Thøgersen startede sin musikalske karriere, da han som 10-årig var med sine forældre til juletræsfest. Den 10 årige knægt fik julelys i øjnene, da han oplevede nisseorkesteret spille »Rits Rats Filiong Gong Gong«. Han var helt tryllebundet af trommeslageren og forklarede herefter forældrene, at han ville være trommeslager. Senere fik han en lilletromme og umiddelbart efter startede han et band sammen med nogle af kvarterets andre drenge.

Som 19 årig flyttede han til Aarhus, og kom hurtigt til at spille i forskellige orkestre. Heriblandt »Candy«, og senere med Poul Krebs samt »Fenders.« I den forbindelse deltog han i Dansk Melodi Grand Prix.

Siden 1984 har Frank Thøgersen været professionel trommeslager. Han bliver ofte benyttet som studiemusiker, og har således medvirket på mere end 200 pladeindspilninger. Derudover har han omkring 15 års erfaring som underviser i trommespil.

(artiklen fortsætter under billedet)

Frank Thøgersen
Frank Thøgersen (foto: Min By News)

Frank Thøgersen har i høj grad slået sit navn fast som en af de absolut bedste trommeslagere i Danmark.

Én af dem, som bekræfter det, er sanger, sangskriver og musiker Keld Heick: »Første gang jeg stiftede bekendtskab med Frank Thøgersen var til en mindekoncert for Flemming ’Bamse’ Jørgensen på friluftsscenen i Varde. Her blev Hilda og jeg akkompagneret af ’Vennerne’. Bagefter talte vi om, at trommeslageren var helt fantastisk. Han var bare så solid og klikfast. Det var så lækkert, og efterfølgende har jeg heldigvis fået lejlighed til at sige det til Frank Thøgersen selv« fortæller Keld Heick.

»For godt fire år siden havde vi igen fornøjelsen af at optræde sammen med ham i Top Charlie på TV2. Og det var igen en meget stor fornøjelse. Vi var på alle måder vildt imponeret af Frank Thøgersen og hans trommespil« understreger Keld Heick.

Også sanger og skuespiller Stig Rossen er imponeret af Frank Thøgersen. De to kendte ikke hinanden før Flemming ’Bamse’ Jørgensen døde, og Stig Rossen hjalp Bamses Venner med at gennemføre en koncert.

»Frank er efter min mening en af Danmarks allerbedste trommeslagere. Han elsker tydeligvis sit fag, og det bevirker, at han helt naturligt bliver en af de bedste trommeslagere i Danmark« fastslår Stig Rossen.

»Han har en sjælden evne til at leve sig ind i musikken. Og det er uanset om han spiller med Kandis, Stig & Vennerne, eller hvem han nu akkompagnerer,« siger den kendte sanger.

Stig Rossen mener, at en af hemmeligheden bag Frank Thøgersens succes er, at han stråler af glæde hver eneste gang, han skal op og sidde bag sine trommer.

»Jeg har indtil nu spillet mere end 100 koncerter med ham, og aldrig har jeg oplevet, at han har givet udtryk for, at han ikke har lyst til at spille. Hverken i ord, handling eller attitude. Han er altid enormt oplagt og glad.

Han glæder sig til at skulle ind at spille, og den glæde smitter helt uvilkårligt af på os andre« siger Stig Rossen.

»Frank er meget stabil og derfor kalder jeg ham ’Den tænkende rytmeboks’« understreger Stig Rossen.

(artiklen fortsætter under billedet)

Stig Rossen og musikekvilibristen Peter Bødker (foto: Min By News)

»I rytmisk musik er trommeslageren naturligvis den helt afgørende person, men med Frank bag trommerne, er der aldrig nogensinde grund til at være nervøs. Du kan stole 100 procent på, at det hele fungerer rytmemæssigt, og det giver en solid tryghed, når vi står på scenen. Det åbner samtidig for, at dem som han spiller med i langt højere grad kan udfolde sig kunstnerisk« pointerer Stig Rossen.

»Frank Thøgersen er en fuldstændig sikker styrmand, og man kan være helt sikker på, at han ikke misser et slag eller et fill. Det sidder altid lige i skabet. Derfor er det altid en kæmpe fornøjelse som forsanger at optræde sammen med Frank« fremfører Stig Rossen, som samtidig understreger, at det samme gælder for de øvrige orkestermedlemmer i Stig & Vennerne.

Når Stig & Vennerne spiller koncerter, indlægger Frank Thøgersen en trommesolo. »Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt den, men det er en fornøjelse hver gang. Han leger simpelthen med den solo, og det er fascinerende hver eneste gang at opleve den legesyge i en musiker, som har været så mange år i branchen« siger Stig Rossen.

(artiklen fortsætter under billedet)

Frank Thøgersen
(foto: Min By News)

Nu er det blevet muligt for alle at blive akkompagneret af den kendte trommelegende, hvad enten det er til pladeindspilninger, eller på en fil, som kan tages med ud og spille. Frank Thøgersen har nemlig fået sit eget studie, og dermed er en gammel drøm er gået i opfyldelse.

»I 1992 spillede jeg sammen med Fenders, og vi havde eget studie, og lavede også plader for andre. Det synes jeg var vanvittig sjovt« fortæller Frank Thøgersen.

Men det er ikke bare for sjovs skyld, at studiet blev oprettet i 2014. Frank Thøgersen har altid gerne villet hjælpe andre musikere til at lyde bedre, og netop det at hjælpe andre har hele tiden været den røde tråd i hans karriere, hvilket han nu har mulighed for med sit studie i kælderen.

Da den sidste af de tre døtre flyttede hjemmefra, var kælderen ledig, og Frank Thøgersen var ikke sen til at udnytte muligheden. Nu er den fyldt op med trommer i enhver afskygning, mikrofoner og lyddæmpende foranstaltninger.

Frank Thøgersen
(foto: Min By News)

»Kælderen er helt mit eget domæne. Her er jeg min egen chef« siger Frank Thøgersen, men understreger samtidig, at han gerne ser, at studiet bliver benyttet.

»Når jeg tager en kunde med i studiet, skal det altid betragtes som optakt til dialog mellem ham og mig.« fortæller Frank Thøgersen.

Det er dog langt fra alle kunder, som kommer direkte i studiet. Den normale proces er, at kunden sender en fil, med en demoversion. Herefter lægger Frank Thøgersen trommer og percussion på, og sender filen tilbage til kunden.

Frank Thøgersen har samtidig et tæt samarbejde med sin musikerkollega Peter Bødker. De har begge to været faste orkestermedlemmer i »Bamses Venner.« Peter Bødker mestrer stort set samtlige instrumenter, og derfor er der ligeledes mulighed for at få tracks med harmonika, guitarer, bas, keys, keyboard m.m. alt efter behov og ønsker.

Derefter kan kunden vælge at modtage filerne enten som multitrack til mix, eller som stereospor, så de er klar til sang, enten til CD eller livebrug, og kan naturligvis også benyttes som backingtrack på live-jobs. Derfor er filerne især til de musikere, som gerne vil have lyden af rigtige trommer og percussion med ud at spille.

»Både Peter Bødker og jeg har så meget respekt for kunderne, at de altid kan få lavet både store og små ændringer. Alle musikere har jo hver deres ideal-sound, og det tager vi meget seriøst. Derfor fortsætter vi indtil kunden er helt tilfreds« fremhæver Frank Thøgersen, som samtidig betoner, at samtlige ændringer er inkluderet i prisen.

Indtil nu har langt flere end 50 kunstnere benyttet studiet i Brabrand. Én af dem er musikeren Ole Vendelbo som sammen med ’Crazy Duo Band’ fra Djursland, har fået produceret hele sin seneste cd med 12 numre ved Frank Thøgersen og Peter Bødker.

Ole Vendelbo har masser af erfaring med forskellige studier. Men der er gode grunde til at vælge FT studiet.

»Det gode ved Frank Thøgersen, i sammenligning med andre er, at han er så dygtig, at han kan sætte sig ned og lytte sig frem til lige præcist den lyd, vi efterspørger og ønsker« siger Ole Vendelbo.

Frank Thøgersen
(foto: Min By News)

Udviklingen har været revolutionerende, mener Ole Vendelbo. »Jeg startede med den gammelkendte rytmeboks, men takket være samarbejdet med Frank Thøgersen har jeg nu den helt rigtige trommesound både på cd, men også når vi optræder ude i landet.«

»Når vi i dag f.eks. spiller Bamsenummeret ’Hvorfor Går Louise Til Bal’ så har vi ikke noget som bare ligner, men faktisk den helt originale trommesound. Når vi optræder, har vi et backtrack, som vi tidligere havde på en midi-fil, men nu er indspillet af rigtige og professionelle musikere. Og det er fantastisk« understreger Ole Vendelbo.

Videre fremhæver Ole Vendelbo endnu en årsag til at benytte Frank Thøgersen og Peter Bødker.

»De er begge to er så dygtige musikere, og begge er vant til at arbejde som studiemusikere, og derfor kan de i løbet af ingen tid indspille de nødvendige tracks. Til vores cd med hele 12 numre brugte de kun en enkelt dag« oplyser Ole Vendelbo, og fortsætter:

»Der er masser af gode studier. Men det fantastiske med Frank er, at vi i fællesskab finder den helt rigtige trommesound, og træffer selv beslutning om hvornår det lyder helt rigtigt.«

Ole Vendelbo oplyser samtidig, at forskellen på de tidligere samplede trommefiler og helt rigtige mennesketrommer tydeligt kan høres.

»Det er noget der rykker. Frank Thøgersen forstår at gøre trommespillet levende« konstaterer han.

Også den professionelle musiker René Franz fra Silkeborg har benyttet FT-studiet. René Franz har været aktiv musiker i over 30 år. Han har spillet i såvel dansebandet »Casino« som solomusiker, og har nu stor succes på dansktop-scenen.

Han har udgivet flere hits, som er indspillet ved Frank Thøgersen. Herunder sin radiosingle »Marie Louise.«

»Jeg har ganske vist mit eget studie der hjemme, men sad ofte og bøvlede med mine maskintrommer indtil en kollega opfordrede mig til at tage kontakt til Frank Thøgersen, og få ham til at spille trommer ind« fortæller René Franz.

(artiklen fortsætter under billedet)

Frank Thøgersen
René Franz er én af de mange musikere som benytter FT Studiet (foto: Min By News)

Den opfordring afviste han dog straks. At få en kendt og topprofessionel trommeslager til at spille trommer ville jo koste en formue, tænkte han. Alligevel ringede René Franz til Frank Thøgersen.

»Da jeg fik oplyst prisen, tog jeg mig til hovedet. Det kunne da ikke være rigtigt, at det var så billigt. Det var nærmest latterligt billigt«.

»Alt det som jeg troede var uopnåeligt for helt almindelige musikere, som normalt ikke kommer i de dyre studier var pludselig inden for rækkevidde. Men det er nu blevet en mulighed takket være Frank Thøgersen og Peter Bødker.«

»Jeg tager også backingtracket fra FT-Studiet med, når jeg skal ud og optræde, og så er jeg sikker på, at det lyder godt hver gang« pointerer René Franz.

»Det fascinerende er, at man ikke en gang behøver at besøge studiet for at få Franks trommer med. Han kan indspille og mikse materialet der hjemme, og sende retur i det format, som du ønsker. Så er tracket klar, og du har en af Danmarks bedste trommeslagere med på job« siger en imponeret René Franz.

René Franz var ligeledes overrasket over, hvor lidt tid det tog Frank Thøgersen at gøre cd’en færdig.

»I andre studier har det altid lydt, at det nu ikke bliver bedre, og at tiden er ved at være brugt op. Sådan er det langt fra ved Frank Thøgersen. Han bliver ved, indtil kunden er tilfreds«.

Det er ikke alene trommespillet fra Frank Thøgersen, som tiltaler René Franz.

»Man føler sig meget velkommen ved Frank, og alt foregår i en afslappet atmosfære. Her er det ikke bare kold business. Frank Thøgersen er altid helt nede på jorden. Han er den samme hvad enten han akkompagnerer Kim Larsen, Stig Rossen eller mig.«

Når tingene er færdige, kan man være sikker på, at det er i orden påpeger René Franz:

»Jeg er sikker på, at Frank ikke gør det for pengenes skyld, men fordi han elsker at spille trommer og percussion. Når han sidder bag trommerne kan man se, han sprudler han af energi og virkelyst«.

René Franz troede efter eget udsagn, at han var verdensmester i sit studie, men efter at have besøgt Frank Thøgersen valgte han, at få lavet hele sin cd her.

»Det er i hvert fald en stor fordel for os almindelige musikere, at vi kan få kontakt med folk som Frank Thøgersen og Peter Bødker« konstaterer René Franz.

Privat er Frank Thøgersen gift med sanglærken Yvonne. Parret sidder ofte og arbejder i studiet sammen. De laver blandt andet en del musik og kor til andres numre.

Frank Thøgersen
Hustruen og sangfuglen Yvonne Thøgersen indspiller naturligvis også sine sange i FT Studiet (foto: Min By News)

Yvonne har selv gang i mange musikalske projekter og er ofte ude at spille til bal med blandt andre grupperne Tailors og Yvonne & Company. Desuden har hun flere gange været på Dansktoppen, bl.a. sammen med René Frants i duetten ”Du og jeg vi skulle elske.”

Skulle der nu sidde nogle musikere ude i landet, som har fået lyst til at benytte Frank Thøgersens studie, tilrådes det at gå ind på hjemmesiden www.ftstudiet.dk hvor man også kan finde kontaktoplysninger. Frank Thøgersen sidder klar til at tage en uforpligtende samtale med alle interesserede.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close