ErhvervNyheder

Der er afgjort 18% flere byggesager i Holstebro Kommune i 2020

Stigningen er sket på trods af Corona og hjemsendelser. Den har betydet, at bunken med byggesager er barberet ned, så sagsbehandlingstiden på ansøgninger om at bygge nyt kan overholde servicemålet.

– Vi vil gerne understøtte og møde interessen for at bygge med de nødvendige tilladelser fra Holstebro Kommune. Derfor reagerede vi sidste år, da vi kunne se sagsbehandlingstiderne glide og ansatte to ekstra byggesagsbehandlere til at arbejde med byggesagerne, siger Klaus Flæng, der er formand for Teknisk Udvalg.

Corona og hjemsendelser har ikke betydet nedgang i kadencen blandt medarbejderne.

– På trods af de udfordringer, vi stod med i 2020, så lykkedes det faktisk at overholde servicemålet på gennemsnitligt 40 dage for parcelhuse, og bunken af erhvervssager er nu barberet ned, så vi forventer at kunne overholde servicemålet på disse sager igen.

Servicemålene for byggesager med simple konstruktioner er 40 dage og for erhvervsbyggeri ligger det på 55 dage. Servicemålet er den tid, kommunen har til at afgøre sagen, fra den er fuldt oplyst. Har man som ansøger ikke sikret en tilstrækkelig oplyst sag fra start, risikerer man altså, at det tager længere tid.

Byggesagsbehandling er komplekst

Der er stor interesse for at bygge i Holstebro Kommune. I de to første to måneder af 2021 er der allerede indkommet 206 nye byggesager, og der er flere store private udviklingsprojekter i gang, som betyder, at det høje ansøgningsniveau forventes at fortsætte. Samtidig viser et stort antal af forespørgsler, at der kan forventes mange ansøgninger i de kommende måneder.

– Opgaven med at byggesagsbehandle godt og effektivt er ikke som “i gamle dage” kommunens opgave alene. Ny byggelovgivning har betydet, at den, som bygger, i langt højere grad selv er ansvarlig for, at reglerne overholdes, inden man går i gang med at bygge. Vores kontrol ligger i høj grad først, efter byggeriet er opført. Vi anbefaler kraftigt, at man søger professionel rådgivning. Dels for at opnå effektiv behandling af ansøgningen, dels for at undgå at lave noget om, efter byggeriet er færdigt, siger Torben Mølgaard, chef i Teknik og Miljø.

Derfor er vejen til den effektive sagsgang et tæt samarbejde, hvor man som ansøger tager en tidlig kontakt til kommunens byggesagsbehandlere for vejledning, gør brug af en professionel rådgiver, har forholdt sig til, hvilket område man bygger i og tilpasset sit byggeri til de bestemmelser, som gælder.

– I januar måned kunne vi afgøre 50 byggeansøgninger på mindre end én uge, fordi ansøger havde gjort brug af muligheden for forhåndsdialog med en byggesagsbehandler og fik sikret en fuldt oplyst sag, inden den blev indsendt til behandling. Det betød, at vi kunne straks-behandle sagerne, da de kom ind, siger Torben Mølgaard.

– Ansøgningen om byggetilladelse skal man tænke på at have på plads i god tid, inden man er klar til at gå i gang med sit byggeri. Den gode proces for en byggesag er et partnerskab mellem borgeren, der har ideen og drømmen om et projekt, den professionelle byggerådgiver der hjælper borgeren med at omsætte dette til et konkret projekt og en klar ansøgning og Holstebro Kommunes byggesagsbehandler, der kan hjælpe med at vejlede om regler og plangrundlag, så der kan banes vej for projektet. Det kræver et tæt samarbejde mellem alle parter at nå hurtigt og effektivt frem til, at man kan komme i gang med sit byggeri, siger Klaus Flæng.

Fakta

  • Servicemålene for sagsbehandlingstiden af byggesager:
  • Simple konstruktioner – 40 dage
  • Enfamiliehuse og tæt/lav – 40 dage
  • Industri og lager – 50 dage
  • Erhverv – 55 dage
  • Etageboliger – 60 dage

 - logo

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close