HelbredNyhederTopnyheder

Knap en halv million gik at opfylde børns drømme ved Knus Kræft

Drømmehimlen opfylder ønsker for alvorligt syge børn, og det ramte plet hos Comvent-direktøren, Jørgen Kalhave, der endte med at støtte med over 100.000 kroner, da der blev afholdt Knus Kræft-arrangement i Tinghallen.

Lige knap seks millioner kunne det blive til, da Claus Bertelsen og Tom Kristensen sammen med KidsAid afholdt deres Knus Kræft-arrangement i Tinghallen forrige uge. Af dem gik en lille halv million til Drømmehimlen, der hjælper syge børn til at få opfyldt nogle helt lavpraktiske ønsker som en tur i Legoland med familien eller en Playstation 5.

Det projekt ramte plet hos Jørgen Kalhave, der er direktør for Tinghallens hovedsponsor, Comvent.

”Jeg blev helt rørt. Det der med, at det var sådan nogle helt lavpraktiske hverdagsting, de ønskede sig, det var virkelig en øjenåbner for mig. Normalt så hører man jo, at de her indsamlinger går til forskning, men det her var helt nede i øjenhøjde, og det gav bare noget vægt på det,” forklarer direktøren, der er blandt de mange danskere, der har haft kræft helt tæt på.

Helt tæt på
”Min hustru Lisa og jeg mistede vores yndlingsnevø her for lidt tid siden til kræft, og da jeg så kom ned i Tinghallen og så de her sedler, der lå rundt omkring, så ramte det lige i hjertet på mig. Der var en der ønskede sig en Playstation og en dreng, der gerne ville have sin bror med i Disneyland.”

Mange af Drømmehimlens børns ønsker var lagt op på sedler, som man kunne købe, og pengene ville så gå til at opfylde de ønsker, der stod på sedlen. Dem købte Jørgen Kalhave nogle stykker af. Men noget var startet inden i ham, og han fik en snak med pigen, der stod ved en stor Drømmehimmel-tavle, hvor folk kunne se børnenes ønsker.

”Det ramte mig, og det fik mig til at tænke. Og efter noget tid så jeg over på Lisa, og hun kunne godt se, at der foregik noget mellem ørerne på mig. Hun nikkede bare, og så gik jeg op og lagde nogle penge.”

Helt præcist, hvor mange det blev til, har Jørgen ikke lige styr på, men oven i de sedler han startede med at købe, lagde han yderlige 100.000 kr.

”Hvis de penge, vi har givet, kan hjælpe måske 10-15 børn, så er det jo virkelig noget, der giver noget vægt.”

Taler videre om det
I dag hænger tavlen udenfor Jørgens kontor, og han bruger det ivrigt til at få folk i tale om projektet.

”Jeg er rigtigt stolt af tavlen, og jeg viser den frem hele tiden. Det er godt til at få folk til at tale om det, og det er jo også en måde, hvor vi kan få skabt noget opmærksomhed om projektet, og få andre til at få øjnene op for det.”

Hos KidsAid er man glade for den succes, det er blevet, og den har startet nogle overvejelser om fremtiden for Drømmehimlen.

”Arrangementet har indtil videre været forbeholdt de arrangementer som KidsAid har afholdt rundt om herhjemme og i London, men Vi har fået så overvældende modtagelse af konceptet, at vi er i gang med at prøve at undersøge muligheden for at man kan være med til at hjælpe med at opfylde drømme hele året og uagtet om man deltager på vores gallaevents. Vi har ikke noget konkret forslag endnu, men når vi har, så siger vi til,” forklarer Mette Lauritsen, der er projektleder og ansvarlig for KidsAid.

Drømmehimlen har arbejdet på at opfylde de meget syge børns ønsker siden 2019, og har ligesom alle andre måttet indstille aktiviteterne i forbindelse med coronapandemien. Men nu er de tilbage.

Hvordan virker det?
”Vi har en Facebook-gruppe for sygdomsramte børn og deres familier, herinde har vi efterlyst drømme, som vi kunne opfylde. Jeg har modtaget over hundrede henvendelser, hvor vi så har udvalgt forskellige drømme.”

Disse drømme kommer så ud til de forskellige arrangementer, og når folk som Jørgen Kalhave vælger at støtte det, går drømmene så i opfyldelse.

”Hvis de så ønsker at opfylde en af drømmene, henvender de sig til mig eller en kollega og så noterer vi deres navne og mail osv. og vi kan så nu efterfølgende ringe til forældrene og børnene og overraske dem med, at vi har fået midler til at opfylde lige præcis deres ønske. Vi skal eksempelvis have en del børn ud at rejse for allerførste gang, i Lalandia på ophold osv. Det er faktisk mest oplevelser som går igen på Drømmehimlen – oplevelser som samler familien, enten efter eller imens de er igennem hårde behandlingsforløb,” forklarer Mette Lauritsen.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE