Mad og drikkeNyheder

Er du klar til Brunsvigerens Dag?

Sidste torsdag inden efterårsferien er det Brunsvigerens dag. En oplagt anledning til at glæde venner og familie med en svampet, sød og snasket kage

 

Alle elsker en brunsvigerkage, med herligt og klistret farinfyld. Brunsvigeren er en ægte kageklassiker, perfekt til både regnvejrsdage, familiens fødselsdage og alle andre dage.

Brunsvigerkagen gjorde sit indtog i Danmark for snart 200 år siden. Hvor kagen oprindeligt stammer fra, vides ikke med sikkerhed, men Fynboer holder hårdnakket på, at brunsvigeren stammer fra netop Fyn, mens andre mener at vide, at navnet antyder tyske aner.

Sikkert er det dog, at brunsvigeren er populær i hele landet – og det i en grad, så brunsvigerkagen I 2017 fik sin egen Brunsvigerkages dag, da to radioværter på P4 Fyn markerede dagen, som siden er blevet skrevet ind i kalenderen mange steder.

Brunsvigerens dag er måske ikke årets største begivenhed, men det er en hyggelig anledning til snasket kagehygge.

I Nordjylland er brunsviger uden flødeskum og marcipan ikke en ægte brunsviger, mens midtjyderne og fynboerne helst spiser deres “brunner” ren. Uanset om du foretrækker din brunsviger classic, med creme, flødeskum, marcipan – eller lidt af det hele, så er det på mandag, d. 11. okt. du skal finde familiens bedste opskrift på sød og svampet brunsvigerkage frem.

Du kan naturligvis også støtte en lokal bager, som temmelig sikkert har masser af brunsviger bag disken på selveste Brunsvigerens dag.

Glædelig Brunsvigerens dag alle sammen!

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE