LivsstilNyheder

Få et klimaklogt hjem – og spar på regningerne

4 steder du nemt og billigt kan sætte ind, når du vil gøre dit hjem mere energieffektivt. Det er klimaklogt at spare på el, vand og varme

Af: Danmarks Naturfredningsforening

Klimakæmper Peter K. Petersen renoverede sit hus, så det gik fra energimærke F til B. Derefter guidede han til, hvordan du selv nemt kommer i gang med energirenovering. Næste skridt til et klimaklogt hjem er at gøre det mere energieffektivt.

– Der er mange relativt billige og nemme måder at spare på klimakontoen og pengepungen. Det gælder bare om at tænke kreativt, siger klimakæmperen.

Her er fire steder, du kan sætte ind.

Gør opvarmningen intelligent

Bor du i et hjem med radiatorer, kan du med fordel udskifte de gamle termostater med nye intelligente. De holder temperaturen konstant, så du ikke skal gå og skrue på radiatorerne i tide og utide.

Den mest energibesparende måde at regulere temperaturen i hjemmet er langsomt og med konstant temperatur. Det kan du nemt gøre med intelligente termostater, der kan programmeres til din ønskede temperatur.

Intelligente termostater kan endda programmeres til din ferie, så du kommer hjem til et dejligt varmt hus om vinteren. De dyreste modeller tilbyder en wifi-løsning, så du kan kontrollere temperaturen i dit hjem via en app.

Intelligente termostater koster fra 300 kroner stykket, og du skal bruge én til hver radiator. Til gengæld sparer du 10-15 procent på varmeregningen.

Vælg A’et med flest plusser

Vi danskere bruger 16 procent af vores energiforbrug på køl og frys. Så hvis du står over for at udskifte én eller flere af dine hårde hvidevarer, kan det meget vel svare sig at vælge det lidt dyrere produkt mærket med A+++ i stedet for A+.

Her og nu-prisen er godt nok højere, men i følge Energistyrelsen vil en almindelig husstand kunne spare 320 kroner om året på opgraderingen. Så hvis køleskabet med A+++ er 1.200 kroner dyrere, vil investeringen være tjent hjem på 4 år. Og da hvidevarer har en forventet levetid på 10 år, giver det 6 år med ren gevinst.

Den mest energieffektive løsning er separat køleskab og fryser – og allerhelst med digital termostat for optimal temperaturstyring.

Skift til LED-pærer

– Jeg fandt en del gamle glødepærer i lamperne, da jeg overtog mit hus. Jeg skiftede 23 glødepærer til LED og sparede næsten 1.800 kroner om året, fortæller Peter K. Petersen.

Hvis du erstatter en glødepære, der bruger 60 Watt i timen, med en LED-pære med tilsvarende lysstyrke, sparer du op til 85 procent. Og så holder de desuden meget længere.

En gammel glødepære har en forventet levetid på 1.000 timer. Det svarer til omkring ét års forbrug, hvis lyset er tændt tre timer om dagen. Nye LED-pærer kan lyse i over 15.000 timer, hvilket giver en holdbarhed på 15 år.

Spar på vandet for 15 kroner

Hvis det ikke allerede er installeret i dit hjem, findes der et smart produkt til at spare på vandet. En perlator er en dyse, du skruer på vandhanen. Den blander luft i vandstrålen, hvilket giver følelsen af en større stråle og samtidig reducerer gennemløbet med op til 50 procent.

En perlator koster fra 15 kroner, og ifølge Energistyrelsen kan en gennemsnitsdansker spare 15 m2 vand – eller cirka 1.000 kroner – om året.

Når du nu alligevel er i gang på badeværelset, så tag et kig på bruseren. Hvis den er af ældre dato kan du sætte en vandspareindsats på.

Sådan en indsats koster fra 30 kroner, men sparer en gennemsnitsdansker for 30 m2 vand og cirka 1.200 kroner om året.

– Mange har stærke holdninger til deres bruser, og hvordan det skal føles at gå i bad. Derfor kan du med fordel købe et sæt med forskellig reduktion for at finde det bedste kompromis mellem følelse og klimafornuft, lyder rådet fra Peter K. Petersen.

Danmarks Naturfredningsforening

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close