112Nyheder

Fartdæmpende foranstaltninger som virker

I landsbyen Råby nordøst for Randers har borgerne selv løst problemerne med biler, som kører for stærkt.

Ifølge en del lokale indbyggere frygter de, at der en dag vil ske en ulykke, hvis ikke der kommer fartdæmpende foranstaltninger.

Når der køres fra Randers mod Udbyhøj, passerer man Råby på den stærkt befærdede Udbyhøjvej.

Her er en hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen, men ofte bliver der kørt betydeligt stærkere. Derfor har beboerne taget sagen i egen hånd.

I en skarp kurve ser man pludselig et lille barn i vejkanten, som står med sin dukkevogn. Helt automatisk bliver der trådt på bremsen, og farten sættes ned.

Når man kommer nærmere barnet, ser man, at det er en dukke, som er placeret i vejkanten med en dukkevogn. Men det ses først, når man passerer den.

Et stykke længere henne bliver bilisterne endnu en gang gjort opmærksom på hastigheden. Her er der placeret en dukkevogn med en babydukke i. Ved dukkevognen er der opsat et skilt med teksten »Pas på os.«

Artiklen fortsætter under billedet

De fartproblemer som findes mange steder i landet, løser borgerne i Råby selv. Her bliver der ikke holdt ørkesløse møder med politi, kommune eller andre myndigheder, men her handler de.

Oveni købet er de fartdæmpende foranstaltninger i Råby både billige og effektive.

Efter sommerferien vil regeringen fremsætte et lovforslag, som skal skærpe straffen for vanvidskørsel.

»Biler som bruges til vanvidskørsel skal fremover som hovedregel også beslaglægges på stedet. Og derefter skal bilerne konfiskeres og bortsælges, uanset ejerforhold. Og bilistens kørekort skal inddrages med det samme. Vi skal have trygheden tilbage på vejene,« siger justitsminister Nick Hækkerup.

Måske skulle justitsministeren tage ved lære af borgerne i Råby?

Se videoen herunder

Hold øje med højre side af vejen i denne video.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close