NyhederTech

Fibernet-guide: Find din nye udbyder efter Eniig

Norlys-fusionen betyder at Eniig ikke længere skal levere fibernet ... så nu skal du vælge ny leverandør. VI hjælper dig med at finde rundt i det kaos af nye muligheder, der er opstået.

(Opdateret 19/10 med nye oplysninger om Waoo/Fibias tilbud)

Hvis du har været vant til at have din internetforbindelse gennem Eniig Fiber – eller EnergiMidt – eller Norlys – eller hvad den seneste fusion af el-, energi- og kommunikationsvirksomheder nu hedder – så har du i september modtaget et brev fra Norlys om, at dit bredbåndsabonnement er opsagt fra 31. januar 2021 og du skal vælge en ny leverandør inden da. Norlys har endda været så venlig (eller tvunget til) at oplyse, hvilke leverandører man kan vælge mellem.

Forklaringen er ganske kompliceret, men det skyldes grundlæggende, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sidste år afgjorde, at fusionen mellem Eniig og SE (det der nu tilsammen hedder Norlys) skulle give andre leverandører af bredbåndsydelser adgang til selskabernes fibernet.

Eniig trak sig derefter ud af ejerskabet af Waoo – der var den tekniske leverandør af internetforbindelsen via fibernettet – og har samtidig besluttet at Norlys ikke fremover vil levere Waoo’s bredbåndsprodukter.

Til gengæld er både Stofa og Boxer en del af Norlys-koncernen, og begge disse selskaber er blandt de nye muligheder for levering af bredbånd via fiber, sammen med en række andre selskaber, der har indgået aftale med Norlys, heriblandt Waoo (der nu leveres af selskabet Fibia).

Forvirret? Forståeligt! Og det gør det ikke bedre, når du nu bliver bombarderet fra øst og vest med fibernet-selskaber der gerne vil byde sig til som din nye leverandør. Men vi vil gerne (forsøge) at give dig en slags overblik over de mange muligheder.

Udgangspunktet

Afhængig af din adresse kan der være forskel på hvilke løsninger og priser, det enkelte selskab tilbyder. Vores udgangspunkt er en adresse i Midtjylland, hvor der i dag er Eniig Fiber med 500/500 Mbit til 389,-/md, inklusive en mesh-løsning med 2 stk. Waoo SmartWifi accesspoint af typen Airties 4920. En mesh-løsning giver i udgangspunktet en bedre wifi-dækning, særligt i større boliger.

Vi har undersøgt muligheder og priser hos de leverandører, Norlys har oplyst i deres brev:

Stofa:
Stofa er som sagt en del af Norlys, og derfor finder man også deres tilbud under adressen blivhosnorlys.dk – og umiddelbart lyder det som om, man bare kan fortsætte som nu. Eneste hurdle er, at man skal skifte sin Waoo Smartwifi ud med Stofa Superwifi, der er baseret på Nokia accesspoints. Nå ja, så giver de også lige 3 måneders gratis abonnement som tak for tilliden.
500/500 Mbit: 389/md – tre måneder gratis – 6 måneders binding – nyt mesh (Stofa SuperWifi/Nokia)

Waoo:
Waoo er ikke længere delvist ejet af Eniig, men af Fibia – og deres kampagne finder man under beholdwaoo.dk. Og det er helt bogstaveligt ment, at alt fortsætter som nu – både hastighed, pris, router og mesh-løsning. Dog får man leveret nyt udstyr (og evt. gratis teknikerbesøg) fra Fibia, og en venlig læser har gjort opmærksom på, at prisen ikke nødvendigvis er den samme for alle der skifter, samt at man skal tilmelde sig pbs påny. Den nøjagtige pris på adressen kan man kun få ved et telefonopkald til kundeservice.
Men ellers er der i vores tilfælde en tak for tilliden: seks måneder med 140 kroners rabat, samt et par streamingstjenester oven i pakken.

500/500 Mbit: 249/md de første 6 måneder, derefter 389/md – Amazon Prime og Viaplay de første 6 måneder til 0 kr.

Boxer:
Boxer er ligeledes en del af Norlys-familien, og her er der kun et produkt på fiberhylden, nemlig 1000/1000 Mbit. Til gengæld er den løsning billigere end hos søsterselskaberne. Der følger ingen mesh-system med, men det kunne man måske få råd til at købe selv – her kommer man ganske langt for en engangsudgift på et par tusinde.
1000/1000 Mbit: 346/md – to måneder gratis – 6 måneders binding – ingen mesh

Telenor:
Hos Telenor vil de være så begejstret for nye fiberkunder, at de tilbyder resten af året gratis … så det er med at skynde sig hvis det er den løsning man ønsker. Der er ingen mesh-system, men de er til gengæld meget stolte af deres trådløse wifi-router, der har vundet en designpris. Og har du dine telefoner hos Telenor, tæller fiberabonnementet med, når der skal beregnes samlerabat. I øvrigt har Telenor som et af de eneste selskaber ingen binding på abonnementet.
500/500 Mbit: 349/md – 0 kr resten af året – ingen binding – ny trådløs router – ingen mesh – mulighed for samlerabat med telefonabonnement

Kviknet:
Der er ikke meget at sige om Kviknet, som heller ikke gør meget væsen af sig selv på deres hjemmeside. Et produkt – en pris, ingen dikkedarer.
1000/1000 Mbit: 349/md – ny wifirouter medfølger – ingen mesh

Altibox:
Priser og produktmix hos Altibox er til gengæld noget mere besværligt at gennemskue. Månedlig pris og introduktionstilbud er nemlig tæt knyttet sammen med om du bestiller en tv-pakke samtidig. Uden tv-pakke ligger prisniveauet dog i den dyre ende, så du skal gøre op med dig selv om du skal have tv med. Så bliver fibernettet til gengæld (næsten) gratis i et år, afhængig af hastigheden. Til gengæld medfølger et stk. af Googles populære nye smart-router Nest Wifi, der også har højttaler og Google Assistant.
150/150: gratis i 12 mdr – derefter 309/md – ved samtidig køb af tv-pakke til min. 299/md
300/300: 40 kr/md i 12 mdr – derefter 349/md – ved samtidig køb af tv-pakke til min. 299/md
500/500: 70 kr/md i 12 mdr – derefter 379/md – ved samtidig køb af tv-pakke til min. 299/md
Priser uden tv-pakke: hhv. 359/md – 399/md – 429/md

Hiper:
Igen, ikke de store dikkedarer. Der er kun to abonnementer, og ingen af dem svarer til vores udgangspunkt. Der er heller ingen mesh-system.
300/300 Mbit: 299/md – 1000/1000 Mbit: 498/md

Fastspeed:
Igen er der kun en hastighed. Til gengæld får man lidt tjenester i et par måneder smidt i som velkomst, men nok ikke noget der rykker det helt store (Dplay, Mofibo og Bull Guard Security)
1000/1000 Mbit: 349/md – Dplay 1md – mofibo 2 mdr – Bull Guard 3 mdr – ny router – ingen mesh

Bolignet:
Feltets billigste 1000 Mbit, til gengæld skal du selv ud og investere i mesh, hvis du har brug for det. Det er der også rigelig råd til, hvis du alligevel overvejer at opgradere din nuværende hastighed.
1000/1000 Mbit: 299/md – 6 mdrs binding – ingen mesh

Yousee:
De virker ikke særligt opsatte på at erobre Eniig-kunder. Sammenhængen mellem hastighed og pris virker ikke særlig konkurrencedygtig og tilbuddet med en måneds gratis fiber og tv virker lidt tamt. Men har man samlet flere tjenester fra Yousee, er der en lang række valgfrie fordele, man kan plukke af.
300/300 Mbit: 349/md – 1000/500 Mbit: 548/md – 1 måneds tv og internet gratis ved samtidig bestilling af tv-pakke på min. 299/md – ingen mesh

Konklusion

Hvad skal du vælge? Det kommer an på! Det du kender (Stofa eller Waoo) med et par måneders rabat. Hurtigere og billigere, men uden mesh (Bolignet eller Kviknet, hvor Bolignet er ubetinget billigst). Eller en tung samlepakke med tv, telefon, tjenester eller andet halløj, hvor den reelle pris er svær at gennemskue. Valget er frit, og valget er dit. Du skal bare bestemme dig inden 31. januar 2021, hvor Eniig Fiber slukker for signalet i din fiberforbindelse.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close