Kultur/EventNyheder

Fonden Voxhall har sagt farvel til Atlas

Et farvel til Atlas bliver starten på et nyt Voxhall, der vil noget og tør noget

I sidste uge afleverede Tom Fjederholt og hans hold nøglerne til spillestedet Atlas, der nu officielt skal være noget andet. Hvad det andet helt præcist er, ligger der ikke nogen officiel udmelding om.

”Meldingen er, at man har villet noget andet. Så det må vi tage til efterretning. Vi synes selv, at det bud vi er kommet med, sammen med Tape, faktisk var noget, som Aarhus ville have stor gavn af. Selvfølgelig også kombineret med, at Tape jo var forsvundet. Det fokus vi ville lægge, synes vi, var det rigtigste,” fortæller Tom Fjederholt, der er manager og booker på det mere end 20 år gamle aarhusianske spillested.

Det får konsekvenser for Voxhall, der bl.a. har måttet finde en løsning på de 60+ koncerter, der allerede er booket ind på Atlas, og som der skal findes pladser og tider til.

”Det handler jo om ansvarlighed overfor artisterne i særdeleshed, at vi giver dem muligheden for at komme ud og spille. Og selvom der er enighed i branchen om, at det er rigtigt ærgerligt, så er der også en stor forståelse for, at det ikke er vores beslutning.”

Nedskæringer
Det betyder desværre også, at seks af fondens ansatte har måttet modtage en afskedigelse. Noget Tom ikke har prøvet før i de 20 år Voxhall har eksisteret.

”Vi er i den heldige position, at det fratrådte personale møder ind på kontoret i endnu, og det tænker jeg jo betyder, at der er en sund virksomhedskultur hernede. Men jeg kunne godt savne, at man fra politisk side havde meldt klart ud, hvad der lå bag. I stedet for denne her proces. Det havde også gjort det nemmere for os. Jeg hører hernede, at folk mangler nogen at være sure på. Sådan rigtigt. Og hvis det så var fordi, vi havde lavet fire dårlige koncerter og sat virksomheden over styr, så tror jeg, vi havde haft en idé om, at vi havde noget af ansvaret, og så ville vi kunne skælde ud,” forklarer Tom Fjederholt.

Lige nu handler det for ham om at få de fratrådte kollegaer sendt godt videre, og så skal der kigges på fremtiden. Og det kommer til at betyde, at tingene ændrer sig for det Voxhall, som koncertgængerne i byen kender.

Nyt og ikke det samme
”Vi ville ikke lave Atlas version 2.0. For det ville i bred udstrækning give de samme udfordringer, som vi har haft hidtil. Og vi vil heller ikke lave Voxhall 3.0, som det jo er, da der også var en version, før vi overtog driften af Atlas,” slår Tom Fjederholt fast.

”Vi skal finde på noget nyt. Det er vigtigt for os som organisation at opretholde noget gejst. At der ikke bare bliver normal drift i det. Vi bliver nødt til at gøre tingene anderledes, og det finder vi så ud af, om vi kan.”

Det har været mantraet for Tom og organisationen, der vægter det højt at skabe et koncertprogram, der er relevant, og som kan tiltrække sig noget opmærksomhed. Det er svært lige nu, for selvom de sidste restriktioner er blevet ophævet herhjemme, lider verden stadig af at være ramt af coronaepidemien, og det får også konsekvenser for det ”nye” Voxhall.

Tilbage til normalen
”Lige nu går vi alle sammen rundt og siger, at vi nærmer os noget normalitet. Men det er vi også det eneste sted i verden, der gør. Det er vanskeligt at få lavet en fortløbende koncertplan. Og hvornår ender vi der, hvor orkestrene begynder at have så meget tillid til, at nu kan de turnere og gennemføre med rimelig stor sandsynlighed? De udenlandske artister kan måske godt spille i Danmark, men de kan ikke rejse videre. Og det kan vi se rammer dem rigtigt hårdt. Vi er i en transitionsperiode, der bliver bedre – day by bay – men jeg tror, at der går længere, end man havde en forestilling om.”

Mange har spekuleret på, at i første halvår i 2022 ville vi være tilbage til normaliteten, men den tidhorisont, tror Tom ikke på. Han forventer, at efteråret nok skal komme og måske også gå, inden vi er helt tilbage.

Tiden er på Voxhalls side
”Der nogle benspænd, før at vi kan begynde at planlægge og arbejde efter at skabe denne her nye profil. Det er altid det muliges kunst, men det mulige er bare meget anderledes lige nu. Så på den måde, vil der komme til at gå længere tid, før vi er i mål med de nye tiltag, end hvis ikke der havde været corona.”

Billetsalget er i bedring. Det kan de godt mærke hos Voxhall, og efter weekendens megasucces i Parken, er der også sendt et signal om, at der er noget tryghed, der er vendt tilbage. Det finder Tom Fjederholt en trøst i, men det er i hans optik ikke nok. Dem der spiller skal levere noget relevant, og der skal være noget sult hos publikum.

”Der er stor interesse i den her koncert med Minds of 99 i weekenden, og det er jo fordi, at de ikke har spillet. Så der har der været noget sult. Mens andre bands har spillet mange gange i samme by, og så daler interessen, fordi der ikke har været holdt en pause. Jeg kan godt forstå, at man ikke har gjort det. Der er mange faktorer, der spiller ind. Ikke mindst det økonomiske. Det giver god mening. Men hvis vi skal sammensætte et koncertprogram, skal det give mening for vores gæster. Og der kan det godt blive et problem med at trække et relevant publikumsgrundlag.”

Glæd jer til det nye Voxhall
Uanset hvordan fremtiden kommer til at forme sig, og hvordan den nye Voxhall-profil kommer til at blive se ud, er Tom dog helt sikker på, at det bliver en succes, og at de kan lykkedes med det.

”Vi ved godt, at vi kan gøre det, og vi har erfaringer fra 00’erne og 10’erne, så det vi nok nå i mål med. Det jeg synes er det væsentligste er, at man har som kulturinstitution kan tilbyde noget relevant og noget væsentligt. At man skal ville noget. Uanfægtet, at vi ikke er helt skarpe på, hvad det er vi vil, så skal vi nok finde ud af det, og der skal også nok være et publikum til det. Det har der været hidtil. Vi skal finde vores pejlemærke, og det væsentligste er, hvordan man får lavet den skarpe profil, som man selv kan leve op til.”

Og til alle de mange gæster, der i de sidste 20 år har fået en god oplevelse foran scenen, har vil Tom en klar besked:

”Det bliver fedt. Det har været tumultarisk at drive Atlas, men vi har haft mange fede oplevelser. Og dem kommer der flere af.”

 

 

 

 

 

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE