Kultur/EventNyheder

Fremtiden på Atlas

Det er nu lidt over en uge siden, at vi på Atlas & VoxHall fik den højst overraskende melding, at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik ikke pegede på Atlas som såkaldt regionalt spillested for perioden 2021-2024. Det var i sagens natur en nyhed, der medførte stor undren og ikke mindst ærgrelse, da meldingen i yderste konsekvens kan blive ensbetydende med, at Atlas må lukke.

Imidlertid er arbejdshandsken naturligvis for længst grebet, og vi er i fuld gang med at undersøge mulighederne for, hvordan Atlas i denne nye situation kan videreføres – i den forbindelse glæder vi os meget over, at leder af projektstøtteudvalget Michael Bojesen over for såvel Kulturen på P1 som Aarhus Echo og Kulturmonitor har givet udtryk for, at vi har gode muligheder for at modtage såkaldt honorarstøtte.

Selv samme Michael Bojesen har herudover udtalt, at de smalle genrer, som vi på Atlas i over 10 år har arbejdet intenst og seriøst med, og som vi med tiden har vundet et relativt stort publikum til, vil blive bedre formidlet på byens øvrige regionale spillesteder Train og Radar – specifikt drejer det sig om genrerne jazz, folk og world, som altså nu overtages af Train og Radar.

Som skrevet gør vi os nøje overvejelser om, hvad der nu skal ske med Atlas. Fratagelsen af støtten er selvsagt et hårdt slag i en tid, hvor scenen ellers er blevet en dybt forankret del af den aarhusianske musiksjæl og et sted, hvor idéer bobler og nye initiativer mere end nogensinde pibler frem. Det er imidlertid samtidig et fundament, der giver os en stålsat tro på, at en spændende fremtid tegner sig også for Atlas.

/Atlas & VoxHall

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close