Forside GallerierKultur/EventNyheder

Galleri: Kellermensch fyldte Train med melankoli, smerte og jubel.

Det er en anden slags smerte, der fylder rummet, når Kellermensch går på scenen og viser, at musik både kan vise det, der gør ondt, og det der løfter os.

The Awesome Welles lagde tonerne an med en øm solo fra forsanger og guitarist Adam Allen. Efterfulgt af en skarp setliste, hvor han blev akkompagneret af trommeslager samt bassist/keyboard spiller. Dette var bandets første koncert i to år, og spilleglæden var høj.

Denne blev gengældt fra et yderst oplagt og stærkt fremmødt publikum, der på trods at være mødt op til Kellermensch bestemt ikke var bange for at vise deres begejstring for The Awesome Welles. På en helt mørk scene, kun skarpt oplyst bagfra træder Sebastian Wolff ind på scenen med en akustisk guitar og bryder gennem publikums summen, som en saks gennem silke. Hans hæse men alligevel kraftige stemme fanger alle med akustiske solo udgave af nummeret How To Get By.

Det var melankolsk, smertefuldt og smukt. Denne beskrivelse er gennemgående for hele koncerten. Selv da han senere i settet bliver bakket op af Christian Sindermanns kraftfulde råb, der vipper bandet over i deres metalliske rødder. Gennem deres tekster og musik demonstrerer de hvordan livet som kældermenneske er. Og folk elskede det. Selvom musikken løftes op i det lette af cello og violin er der ikke nogen tvivl om at tekstuniverset er dystert og fyldt med den barske side af livet.

Men Kellermensch forstår hvordan de deler denne smerte med os og viser os, det er okay at livet viser sine grimme tænder. Det var et oplagt Kellermensch, der var klar til at tage et lige så veloplagt publikum under deres mørke vinger, og sende os trygt ud i post-corona koncertlivet med en forvisning om, at uanset hvor sort det hele ser ud, så er der altid et lys for enden af kælderskakten.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE