FestivalFestivalnytKultur/EventKunstNyhederTopnyheder

Gigantkunstværket The Orb af BIG bliver nyt vartegn for NorthSide

Med sin spejloverflade og 25 meter i diameter vil The Orb skyde op som et uundvigeligt vartegn for NorthSide, når festivalen tager den nye plads, Eskelunden, i brug den 2.–4. juni 2022. I samarbejde med Tuborg gøres BIGs spejlkugle til et visuelt symbol på, at NorthSide vender tilbage med intensiveret fokus på bæredygtighed.

Fem meter over jordens overflade vil The Orb svæve som en spejlglobus over Eskelunden, hvor NorthSide for første gang bliver afholdt i 2022. Med sin reflekterende overflade kaster The Orb et billede af den omkringliggende verden tilbage til beskueren. En omsluttende oplevelse, der skal få festivalgæsterne til at stoppe op og reflektere:

– Siden 2010 har vi arbejdet intensivt på at gøre NorthSide til et arnested for bæredygtige tiltag i det internationale festivallandskab. Det gør vi med konkrete og målbare tiltag som eksempelvis, at vi fra 2022 afvikler NorthSide på 100% grøn strøm. Samtidig supplerer vi med kunstneriske virkemidler som The Orb. Formålet er at få os til at stoppe op og huske, at vi skal passe på hinanden og verden omkring os, siger Peter Skoven, direktør for atmosfære på NorthSide.

Bæredygtige tiltag blomstrer med Tuborg
Det er festivalens langvarige samarbejde med Tuborg, der ligger til grund for, at det spektakulære kunstværk skyder op på netop NorthSide.

– Da The Orb for første gang blev præsenteret på festivalen Burning Man i Black Rock Desert i Nevada i 2018, var Tuborgs første indskydelse, at værket var som skabt til NorthSide. Siden har vi arbejdet intensivt på at få The Orb til NorthSide, og at det nu lykkes, cementerer et partnerskab, som fører til meningsfulde og bæredygtige tiltag, siger Peter Skoven.

Partnerskabet mellem NorthSide og Tuborg blev til i 2014. Over årene har det ført til udviklingen af den første økologiske Tuborg-øl, RÅ, ligesom indførslen af genanvendelige plastkrus på NorthSide er blevet til som en del af det stærke samarbejde:

– Efter tre år uden NorthSide glæder vi os enormt til at se NorthSide 2022 tage form på den nye plads, og vi er meget stolte af, at vores stærke samarbejde har muliggjort, at vi kan få The Orb som vartegn. Der er ingen tvivl om, at The Orb vil gøre indtryk på festivalgæsterne, og vi synes, det er en god måde at markere vores tætte samarbejde med NorthSide på, siger Christopher Bak Billing, sponsordirektør hos Tuborg.

Hos Bjarke Ingels Group i New York ser partner Jakob Lange ligeledes frem til, at The Orb sætter kursen mod Danmark:

– Vi glæder os til at se det liv, ORBen kommer til at tiltrække og reflektere i sit nye hjem på NorthSide. Med ORBen kommer NorthSiders til at få et helt nyt perspektiv på kunsten, arkitekturen, energien og de sociale interaktioner på festivalen, siger Jakob Lange, BIG.

Resterende partoutbilletter til NorthSide sættes til salg 1. november kl. 10.00
Et helt overvældende antal festivalgæster har gemt deres billetter fra de aflyste år 2020 og 2021. Det sætter NorthSide enormt stor pris på, men det betyder også, at der ikke kommer ret mange billetter til salg til festivalen i 2022. De resterende billetter sættes til salg den 1. november kl. 10.00 på www.northside.dk.

Fakta om The Orb

  • Er præcis jordens størrelse divideret med 500.000.
  • Har en diameter på 25,5 meter og er placeret 5 meter over jordens overflade i en hældning på 21 grader – som (med udsving) svarer til jordens aksehældning omkring solen.
  • Er monteret på en 32 meter høj mast og vil være placeret midt på festivalens hovedplads.
  • Spejler sine omgivelser og giver således en miniversion af NorthSide, når deltagerne stiller sig under den.
  • Består af indre lag i PVC samt et ydre lag med spejloverflade.
  • Udviklet af BIG-partnere, Bjarke Ingels og Jakob Lange, til Burning Man i 2018.
  • Erhvervelsen af The Orb er finansieret i fællesskab med Tuborg, og kunstværket vil være en fast del af NorthSide fremover.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE