ErhvervForside FremhævetForside SekundærNyheder

Grundlæggende styrker har bragt Peter Larsen Kaffe flot gennem corona

Trods massive udfordringer for store dele af forretningen på grund af coronapandemien præsenterer Peter Larsen Kaffe et regnskab på niveau med året før. En solid økonomi og en insisteren på at se nye muligheder i udfordringerne har sammen med konstant fokus på bæredygtighed resulteret i nye forretningsmodeller med afkast på både salg og bundlinje.

Peter Larsen Kaffe har mere end nogensinde haft behov for at trække på sine grundlæggende styrker, innovation og bæredygtighed, gennem endnu et regnskabsår præget af coronapandemien. Det viser det seneste regnskab fra den snart 120 år gamle kaffevirksomhed og ledelsesberetningen fra direktør Claus Bertelsen:

”Bæredygtighed og innovation bliver således i stadigt stigende grad forudsætninger for vores økonomi og fremtid. Det er en klar fordel, at begge dele er dybt forankret i virksomhedens DNA. Vi er vant til at tage ansvar for det samfund og den verden, vi er en del af – både lokalt og globalt. Og vi er vant til at tænke nyt for at styrke vores forretning og det fremtidige grundlag for den. Det har vi i den grad bevist gennem det seneste corona-regnskabsår,” skriver han.

Nye forretningsmodeller

Claus Bertelsen henviser blandt andet til, at særligt to af Peter Larsen Kaffes forretningsområder har været hårdt ramt af nedlukninger og restriktioner i forbindelse med coronaen. Det gælder Peter Larsen Kaffe LIVE med udlevering og salg af kaffe via mobile kaffebarer ved festivaler og andre events, som stort set har været ikke-eksisterende i regnskabsåret 2020-2021. Out of Home, har ligeledes været hårdt ramt af nedlukninger på kontorer, hoteller, restauranter og caféer.

”Begge forretningsområder har dog kæmpet en brav kamp og har, helt i Peter Larsen Kaffes ånd, insisteret på at se muligheder i de mange udfordringer. Det har ført til udvikling af nye forretningsmodeller med eksempelvis udbringning af kaffe samt en stærk udvikling af vores onlinesalg,” siger Claus Bertelsen.

Fortsat kamp for 100 % cirkulær kaffe

Og hvad der er mistet på gyngerne, har Peter Larsen Kaffe formået at tjene ind på karrusellerne. Årets resultat før skat viser et overskud 11.257 tkr. mod 10.948 tkr. året før, og det betegnes som tilfredsstillende; ikke mindst i lyset af de udefrakommende påvirkninger af forretningen.

Som en naturlig del af udviklingen fortsætter Peter arsen Kaffe også sin kamp for at skubbe hele kaffebranchen i en mere bæredygtig retning. Ambitionen om 100 procent cirkulær kaffeproduktion og -forbrug i 2030 lever i bedste velgående. Arbejdet foregår primært i regi af Circular Coffee Community, hvor Peter Larsen Kaffe og moderkoncernen Löfbergs skaber samarbejder gennem hele kaffens værdikæde fra farmer til forbruger. Også virksomheder uden for kaffebranchen bliver i stigende antal en del af det cirkulære fællesskab, der arbejder målrettet for at udnytte alle ressourcer og eliminere alt spild relateret til produktion og forbrug af kaffe.

”Vores position som Danmarks mest bæredygtige kaffebrand giver stadigt større mening både for forretningen og vores fælles fremtid. Det er et spor, vi kommer til at fortsætte ufortrødent ad,” lover Claus Bertelsen.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE