Kultur/EventNyheder

Hamsterjul – en familiejulekalender i 26 afsnit plus det løse

6. DECEMBER : Er farmors sylte klam?

Pis! Pis, pis, pis. Jeg famler febrilsk efter min telefon, hvad fanden er klokken?!

Moooor, vi er sovet over os! Asta, vågn op.

Asta ligger stadig fuldt påklædt ved siden af mig i Gunnis seng.

– Asta! Har du set min mobil. Mooooor!

I det samme stikker Gunni hovedet ind af døren ud til haven

– Agnes darling, jeg sidder lige herude, har du drømt dårligt?

Asta er vågnet og sidder nu med strithår og gnider sine øjne

– Se Agnes, det sner!

“Sneflokke kommer vrimlende, henover havemøblerne trimlendende…” synger Gunni, der kommer ind og giver sig til at vaske op efter aftensmaden.

– Gunni, hvor er mor?

Jeg har fundet min mobil, men den er død for strøm

– Nede på museet og få sig lidt kunstnerisk stimuli, det kan vi alle trænge til.

– Hvorfor har I ikke vækket mig? Gunni synger videre

Det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne – hvad sagde du darling?

Never mind, jeg skal afsted. Passer du Asta?

Klokken nærmer sig ni, før jeg står og pivfryser på Silkeborgs vindblæste station. Gunni gav mig penge til billetten og en gammel isboks med klatkager til frokost. Jeg spiser nogle af dem i toget, inden jeg prøver at sove lidt op ad ruden, med min jakke som pude.

– Okay folkens, så retter vi lige opmærksomheden herop!

Det lykkes mig, at komme ubemærket ned på min plads i klassen, fordi vores biologilærer som sædvanlig har problemer med at få teknikken til at funke. Et par af klassens it-nørder tager over, og Bio-Søren fortsatte sin undervisning.

– Som I ved, skal I, forud for den stundende højtid, lave en gruppeopgave i biologi. De eneste krav er som følger: 1. I gør jer umage og 2. Opgaven skal relatere sig til emnet jul. Forstået? Uden at vente på svar gnider Søren sine hænder og fortsætter ufortrødent: Glimrende! og Herligt, herligt at se begejstringen lyse ud af jeres uskyldige barneansigter. Jeg nu læse grupperne op – og nej, de kan ikke laves om.

– Marie og Vincent, Jacob M og Jacob Vestergaard, Møldrup og Alberte…

Jeg glemmer at høre efter og falder i staver ved synet af sneen, der vælter ned udenfor.

– Agnes og Ask.

– Hvad!? Nej, udbryder jeg.

– Joh, siger bio-Søren og tjekker sin seddel. Så remser han resten af grupperne op.

Okay unger, stik hovederne sammen og send mig en mail inden kl. 18 nul dut om, hvad I ønsker at fornøje jer med i denne søde juletid.

Jeg fisker min mobil frem under bordet og skriver en sms til mor: Hvor er du –  alt okay?

– Nå, hvad er planen? – Ask planter en stol ved mit bord og åbner et worddokument på sin computer.

– Det bestemmer du bare, siger jeg og tjekker mors svar.

Skat, alt er godt. Vi bliver hos Gunni til i morgen. Kys!

– Jeg tænker…madforgiftning! Siger Ask.

– Madforgiftning – hvad snakker du om? Jeg har lyst til at ringe til mor, men det ville nok virke uhøfligt at smutte på toilet nu.

– Altså, jeg har læst, at bakterier stortrives på et julebord, hvor maden får lov at stå i flere timer.  Måske kan vi undersøge, hvor lang tid der går, før farmors julesylte bliver sygt klam. Ask griner.

– Er sylte ikke klamt, allerede inden den kommer på bordet? Spørger jeg og prøver at virke bare lidt imødekommende. De næste par timer går med at blive enige om et emne, og først da jeg træder ud af døren lidt over tre, går det op for mig, at hele byen er begravet i sne.

DR nyheder lyser op i én stor gul BREAKING: Snekaos lukker landet! – Men der er ikke andet for end at bane sig vej op ad strøget til banegården. – Inden jeg når til Salling, er mine sneaks, og det nederste af mine jeans, våde, og det svupper ligefrem når jeg går, da jeg kommer ind i banegårdens ankomsthal. På oversigten over togafgange står der aflyst, aflyst,aflyst . Hvad nu?

Min mobil er igen død, men jeg får lov at lade den op inde i 7-Eleven, hvis jeg køber en kop kaffe. Da mobilen lyser op, taster jeg min kode forkert to gange, fordi mine fingre er helt stive af kulde, men til sidst får jeg ringet op til mor.  Da jeg hører hendes stemme, kommer jeg til at græde.

– Agnes, er du okay skat?  Jeg nikker, selvom mor selvfølgelig ikke kan se det.

– Er bare træt, snøfter jeg.

– Nu skal du høre skat, togene kører ikke, så det er nok bedst, hvis du bliver i Aarhus til i morgen. Kan du ikke sove hos en fra klassen?

– Mor, jeg kender ingen fra klassen.

– Agnes, alle mennesker i hele verden, vil gerne vil hjælpe, hvis de kan. Det er altså ingen skam at bede om hjælp.

I det samme farer jeg sammen, da det banker på ruden lige foran mig. Ude på den anden side står Ask og Johan fra Klassen. Jeg skynder mig at sige til mor, at jeg ringer tilbage, inden drengene, rødkindede og med strikkedede huer på som får dem til at ligne nogle fra en Far til Fire film, står foran mig.

– Hvad så? Spørger Ask.

Jeg håber, drengene ikke kan se, jeg har grædt, men det kan de nok, for Johan spørger, om julemanden i Magasin heller ikke gav mig en slikkepind.

– Jeg kom for sent til toget og faldt og stødte mit knæ på rulletrappen, siger jeg og ignorerer Johan.

– Alle tog er vist aflyst, siger Ask. Hvor skulle du hen?

Silkeborg, jeg skutter mig, for der kommer hele tiden nogle ind i butikken, så varmen siver ud.

– Du kan sove hos mig, tilbyder Ask, som om det ville være helt normalt at overnatte hos en komplet fremmed dreng med sylte på hjernen – men så på den anden side, det er jo lidt månedens tema at være hjemløs, og udsigten til at hænge ud i Bruuns Galleri hele natten er ikke specielt tillokkende.

– Hvad med dine forældre, spørger jeg.

– Ja, hvad med dem, svarer Ask med et grin og tilføjer

– Det er helt cool. Min mor kommer nok først sent hjem, der er jo kommet en ny finanslov i dag, og far er ligeglad.

Jeg skriver til mor:  Overnatning fikset – og så  siger vi farvel til Johan og går vi gennem Rådhusparken mens sneen forvandler byen til et julekort, hvor kun regnbyen lyser op i alt det hvide.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE