Forside FremhævetPolitik

Hjælpepakke på 27 mio. til udsatte børn og voksne og mennesker med handicap

Pengene skal bl.a. give mulighed for hotelværelser til hjemløse samt afhjælpe ensomhed blandt borgere med handicap

Folketingets partier er enige om en hjælpepakke på 27 millioner kroner, som bl.a. skal sikrer hjælp til mennesker i hjemløshed og de mest sårbare familier under de forlængede coronarestriktioner. Pengene skal bl.a. give mulighed for hotelværelser til hjemløse samt afhjælpe ensomhed blandt borgere med handicap, der har været isoleret under coronapandemien. Det skriver Social- og ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Mange udsatte og mennesker med særlige behov har været under stort pres under coronakrisen. Med de forlængede restriktioner er der behov for fortsat at holde hånden under socialområdets udsatte målgrupper. Alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige afsætter derfor nu 27 millioner kroner i en hjælpepakke til socialområdet.

Pengene gives direkte til organisationer, som arbejder med de forskellige målgrupper. Formålet er at støtte mennesker, som på grund af bl.a. forsamlingsloftet og besøgsrestriktioner er særligt hårdt ramt i deres hverdag.

På voksenområdet afsættes 8,5 millioner til at sikre overnatning, forplejning og et sted at være i dagtimerne til hjemløse og andre udsatte mennesker.

På børne- og ungeområdet afsættes der 11 mio. kr. til indsatser for udsatte børn og unge og sårbare familier. Organisationerne kan anvende midlerne til at omlægge deres eksisterende aktiviteter til, at de kan foregå digitalt eller i mindre grupper. Midlerne kan også anvendes til opsøgende aktiviteter, som kan få isolerede børn og unge med i de fællesskaber, som de ofte savner for tiden.

Social- og ældreminister Astrid Krag håber, at hjælpepakken kommer til at lette presset på mennesker, som for tiden har det svært:

“Der er lys forude, og vaccinationsindsatsen er i gang. Men vi går fortsat en svær tid i møde. De skærpede restriktioner er nødvendige for at forhindre smittestigning, men vi skal samtidig hjælpe de mennesker, der lever med ensomhed og usikkerhed som en del af hverdagen. Hjemløse skal stadig have tag over hovedet og adgang til fællesskaber på værestederne. Sårbare familier og udsatte børn skal have den hjælp, de har behov for. Den ensomhed og isolation, der har ramt mange mennesker med handicap, skal brydes,” udtaler hun i pressemeddelelsen.

Kirkens Korshær, som i denne uge er begyndt at hjemsende medarbejdere på grund af manglende indtægter fra de corona-lukkede genbrugsbutikker, står til at modtage 3 mio. kroner, men det er endnu uklart om pengene er øremærket til nye initiativer. I forvejen mangler organisationen 2,5 mio. om ugen fra de lukkede butikker.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close