ErhvervNyheder

Holstebro Kommune: Webshop med pensionistkort til bus

Fra 1. januar skal du bruge Midttrafiks webshop, hvis du vil købe et buskort. Pensionister kan i særlige tilfælde få hjælp i Borgerservice til bestilling af kortet, der koster 365 kr. om året.

Midttrafiks bestyrelse vedtog i 2018 en salgsstrategi, som blandt andet beror på øget digitalisering og ingen salgssteder, udover Midttrafiks Kundecenter.

Senere samme år blev det besluttet, at salget af pensionistkort med tiden også skulle ske via en webshop.

Nu er webshoppen klar, og derfor lukker Midttrafik pr. 1 januar 2021 for salget af pensionistkort i Holstebro Kommunes Borgerservice (Holstebro, Vinderup og Ulfborg).

Pensionistkortene skal fremover købes online på webshop.midttrafik.dk.

For pensionister i Holstebro Kommune betyder det, at i de tilfælde, hvor man ikke har adgang til internet eller computer og ikke har pårørende der kan hjælpe, så kan man få hjælp til bestillingen af kortet på Borgerservice i Holstebro, Vinderup og Ulfborg. Dog skal man medbringe betalingskort.

Alternativt kan man ringe til Midttrafik og bestille kortet telefonisk ved Midttrafik Kundecenter på 70 210 230.

For at bestille kortet online, skal du have e-mail og et betalingskort. Hvis du ikke har en e-mail, opfordrer Midttrafik til, at du får hjælp af en pårørende til at få oprettet en mailadresse.

Der er vigtigt at få bestilt dit nye kort i god tid. Leveringstiden er på ca. 14 dage, da det skal sendes med posten.

Hvis du er +65 år eller førtidspensionist, kan du købe et pensionistkort på pap, som er gyldigt i hele din kommune.

I Holstebro Kommune koster et pensionistkort 365 kr. pr. år, svarende til 1 kr. om dagen.

Læs mere om pensionistkort i Midttrafik på www.midttrafik.dk/pensionistkort

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close