Sport

TTH Holstebro hylder Magnus Bramming

I sidste sæson havde Magnus Bramming en fantastisk sæson, hvor han gang på gang beviste hvilken topspiller han er. Med samlet 344 mål i Ligaen, Pokalturneringen, Super Cuppen og Europa Cuppen blev Magnus en af Europas mest scorende spillere i sæsonen 2018-2019.
Nu er TTH Holstebro klar til at hylde den stærke venstre fløj for denne præstation.
I samarbejde med klubbens tøjsponsor hummel kan TTH Holstebro nu præsentere en ny tøjserie ved navn TTH Sport by “Bramming 10”.

Tøjserien er produceret i samarbejde med Magnus Bramming og består af fire dele, der henvender sig til alle, som holder med TTH Holstebro. Tøjserien er en “special edition” og vil være til salg i resten af 2019.

TTH-direktør: Magnus Bramming er en af klubbens allerstørste spillere

Hos TTH-direktør John Mikkelsen er der stor stolthed over at have den stærke venstre fløj i klubben.

– Magnus har siden sin begyndelse i klubben i 2012 altid været “klubbens mand”, og han har et virkelig stort hjerte for klubben. Han er en fremragende håndboldspiller, og det er meget fortjent at han er med i landsholdstruppen. I sidste sæson var han “outstanding” og nogle gange en enmandshær. Hans bedrifter i både den hjemlige liga og i klubbens vej til EHF Finals i Kiel var imponerende, siger John Mikkelsen og fortæller om baggrunden for valget af tøj-hyldesten:

– Da Magnus er meget tøj interesseret synes vi, at det var spændende at tage ham med i udviklingen af denne tøjserie, og med Magnus’ hjælp har vi i samarbejde med hummel fået lavet en unik TTH-serie, som har et klassisk look med et elegant dragelogo, der er klubbens varetegn.

Magnus Bramming: Stolt over både sidste sæson og den nye tøjserie

Med 321 førsteholdskampe er Magnus Bramming i top 6 af de spillere med flest spillede førsteholdskampe i TTH Holstebro. Selvom han ikke topper listen endnu, så er han den første spiller i klubben med en tøjserie opkaldt efter sig.

– Jeg er meget stolt over at være TTH-spiller, og jeg glæder mig over at både holdet og klubben, er inde i en stærk udvikling. Sidste sæson var fantastisk for mig og jeg glæder mig over at jeg kan være med til at bidrage til holdet. Vi arbejder hver dag for at nå vores mål, og jeg håber at vi igen i den kommende sæson kan være med i toppen af ligaen, siger Magnus Bramming som i sidste sæson blev topscorer i EHF-turneringen med 100 mål.

– Jeg er stolt af at klubben sætter pris på mig som person og spiller. Jeg synes at den nye tøjserie er flot og kan bruges af alle, lige fra sponsorer, fans, ungdomsspillere og vores publikum. Jeg glæder mig til præsentationen af “Bramming 10”, slutter den målfarlige venstre fløj.

Tøjserien TTH Sport by “Bramming 10” præsenteres på søndag den 18. august

I forbindelse med TTH Holstebro’s opvisningskamp på søndag den 18. august mod et af verdens bedste klubhold – Paris Saint Germain – med den danske landsholdsstjerne Mikkel Hansen på banen, vil den nye TTH tøjserie “Bramming 10” blive præsenteret. Det sker kl. 14.00 i foyeren i Gråkjær Arena, hvor Magnus Bramming vil stå for præsentationen.

Tøjserien vil kunne prøves i billetsalget i foyeren.
Se nedenfor de flotte dele af tøjserien “Bramming 10”.

Billederne er taget af Fotograf Ole Mortensen LINK

Tags

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Check Also

Close
Back to top button
Close
Close