Kultur/Event

Åbent hus i ungdomsskolen

Holstebro Ungdomsskole inviterer nye, gamle og nuværende elever, forældre og andre interesserede til Åbent Hus, lørdag den 31. august fra kl. 10.00 – 14.00.

Du kan opleve og prøve en bred vifte af aktiviteter, når ungdomsskolen slår dørene op og viser de tilbud, som skolen tilbyder de unge i Holstebro Kommune – i aldersgruppen fra 7. klasse til 18 år.

Dagen er samtidig en markering af flytningen fra Danmarksgade og indvielsen af skolens nye lokaler på Campus Sct. Jørgen, Døesvej 54 C.

Det kan man opleve

Når du kommer ind i gården på Sct. Jørgen, bliver du mødt af et væld af forskellige muligheder og aktiviteter.

På scenen optræder forskellige bands i løbet af dagen med fede numre. Der er flere flotte danseopvisninger på pladsen med elever fra skolens DTA-hold, og kl.11.00 kommer Odin Teateret forbi med et lille optrin.

Brandkadetterne demonstrerer deres færdigheder ved brandbilen, og hvis du tør, kan du prøve kajakker, mountainbikes, knallerter, klatrevæg, pannabane, bumberballs og meget andet.

Du kan også få taget et nyt fedt profilbillede til din Instagram eller Facebook profil.

Når du bliver sulten kan du snuppe en gratis hotdog i vores pølsevogn og nyde en lækker softice.

Inde i ungdomsskolens nye fine lokaler kan du i café ”Hjørnet” se eksempler på, hvordan de unge kan mødes og hygge sig sammen og benytte sig af forskellige aktiviteter som pool, airhockey, PlayStation, VR-briller mv. Der er kaffe på kanden og vores DJ spiller det fedeste musik.

På gangen vises film fra den netop afsluttede sæson, og er du science-interesseret, kan du kigge nærmere på, hvordan 3D print og laserskæring fungerer. Er du jagtinteresseret, kan du teste dine evner i en skydesimulator.

På en tur rundt i huset kan du se skolens forskellige afdelinger og samtidig blive præsenteret for fantastiske kreationer. Skolens forskellige kreative hold viser, hvordan ideer bliver til virkelighed, og flere af elevernes produktioner inden for tøjdesign og glaskunst kan ses udstillet. Har du lyst til selv at lege med, vil der også være mulighed for det.

Er du til computerspil, kan du let falde i, hvis du dropper ind i vores sprit nye E-sportslokale, hvor begejstrede unge sidder med rappe fingre på tastaturet. Her games på livet løs i populære spil som CS:GO, LoL, Fortnite og Apex.

Bliver du sukkerhungrende, kan du slå et smut forbi bolsjeværkstedet, der viser hvor let, du kan lære at fremstille dine egne bolsjer.

I gymnastiksalen vil der være en udstilling med modelsvævefly og mulighed for at prøve at flyve med vores små droner.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tjek også

Close
Back to top button
x
Close
Close