GalleriSport

FCM: Skidt afslutning på et ellers stærkt efterår

AGF sejrede med 3-1 på MCH Arena - det hele blev afgjort på 10 minutter i begyndelsen af anden halvleg

Søndag aften rundede FC Midtjylland 2019 af med en topkamp på MCH Arena foran 11009 tilskuere, men det blev langt fra et festligt punktum for værterne, som tabte 3-1 til AGF.

Hjemmeholdet måtte undvære en karantæneramt Frank Onyeka, som blev afløst af Jens-Lys Cajuste, og så måtte Paulinho agere vikar på højre back, da Joel Andersson var blevet syg op til kampen.

Åbningen på kampen blev underholdende, og begge hold spillede fremadrettet, når mulighederne opstod, men det var AGF, som først bød på en scoring. Jesper Hansen viste dog sin høje klasse, da han i to omgange klarede afslutninger fra Patrick Mortensen.

Langsomt kæmpede FCM-mandskabet sig ind i opgøret, og først var det Sory Kaba, som var tæt på at heade et Sviatchenko-indlæg i nettet, og 10 minutter inden pausen var Kaba igen på spil, da han med et fremragende indlæg fandt Awer Mabil, der behandlede oplægget lige så smukt – med en flugter hamrede han hjemmeholdet i front.

1-0 føringen holdt til pausen, men den holdt ikke så længe, da kampen blev fløjtet i gang igen.

På 10 minutter bragte gæsterne sig i front med 3-1 på scoringer af Casper Højer, Jon Thorsteinsson samt Bror Blume, og det kollaps rejste FCM’erne sig ikke fra igen.

Godt nok ramte Junior Brumado stolpen i slutfasen, men et godt organiseret AGF-mandskab gav sig ikke i duelspillet, og de rejste fra MCH Arena med alle tre point.

Som om nederlaget ikke var nok, fik Evander i kampens overtid også det røde kort efter advarsel nummer to.

FC Midtjylland overvintrer dog på førstepladsen i 3F Superligaen efter et stærkt efterår, så nu samles der kræfter til nye opgaver i 2020 – tusind tak for opbakningen.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close
Close