112MidtjyllandVild med dyr

8 uger gammel hundehvalp stjålet ved indbrud

Tyvene gik udelukkende efter Brunette - ejer efterlyser sin hvalp på Facebook

Onsdag mellem 9 og 11 sparkede indbrudstyve to døre op hos en familie i Frederiksdal mellem Silkeborg og Kjellerup. De gik målrettet efter en lille hvalp på 8 uger, og nu efterlyser ejeren, Cecilie Langballe, familiens elskede hunhvalp Brunette på Facebook:

“Vi savner lille pigen rigtig meget og vil gerne have hende hjem hurtigst muligt. Så hvis nogen ser/finder hende, må i meget gerne kontakte os,” skriver Cecilie blandt andet i sit opslag.

Her torsdag morgen er Cecilie stadig påvirket af gårsdagens hændelse:
“Jeg tror de har lagt på lur og holdt øje med hvornår vi kørte. Jeg kørte afsted med min søn i dagpleje kl. 9:05 og ud til mine forældre bagefter. Jeg og var hjemme igen kl. 11, og ser med det samme at der er sket noget, da kælderdøren var flækket midt over,” fortæller Cecilie til MinByNews. Hun tilføjer, at en nabo har observeret en bil, der holdt på torvet med frit udsyn til familiens baghave.

Fra kælderen har tyvene sparket døren op til stueetagen. Der er tydelige fodspor på døren efter sparket. Derefter er de gået direkte efter Brunette, der gik sammen med andre hvalpe fra et andet kuld.
“Der var ikke andre hvalpe som er blevet taget, og der lå MacBook, Kay Bojesen, Royal Copenhagen og så videre fremme, som slet ikke er rørt ved,” siger Cecilie.

Den lille bulldog-hvalp gik sammen med sin mor, som er blevet skræmt af oplevelsen og nu ikke kan forstå, hvor Brunette er. Cecilie er såkaldt stueopdrætter af Old English Bulldog-hunde, men Brunette var ikke til salg, og kun ganske få vidste, at Cecilie havde den lille hvalp.
“Vi ville selv have beholdt hende. Hun er nemlig den dejligste og smukkeste hvalp,” siger Cecilie, der håber at nogen ved hvor Brunette er eller ser hende et sted.

Sagen er naturligvis meldt til politiet, der også har været ude og sikre spor efter indbruddet. Brunette er både chippet og øremærket. Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefon 114.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close
Close