NyhederUddannelse

Skolepc’en er corona-tidens klasseværelse

Når eleverne deltager i nødundervisningen, er det med pc og programmer, som de fleste kender ind og ud fra arbejdet i skolen. I Holstebro Kommune får folkeskolens elever nemlig udleveret deres egen bærbare læringsplatform - og nu også 'undervisningsrum' og livline til lærerne.

HOLSTEBRO: Det er et helt uundværligt værktøj både i dagligdagen og i corona-tiden. En digital lektiebog, en forlængelse af undervisningen og et lille stykke af skolen: Den bærbare skole-pc som alle elever får, når de starter i en af kommunens skoler, er i dag en selvfølge. Men det var det ikke for få år siden.

I skoleåret 2017/2018 fik folkeskolen et kæmpe it-løft på 40 mio. kr., hvor kommunen bl.a. købte 7.000 elevcomputere og 1.000 lærercomputere til en fireårig periode. I 0.- 3. klasse bliver maskinerne på skolerne, men fra 4. klasse bruger eleverne også den bærbare til hjemmearbejde.

Det fysiske nærvær i undervisningen er her i 2020 som bekendt sendt i karantæne, men det er online-undervisningen og de digitale læringsmidler ikke.

I de sidste par uger er brugen af folkeskolens forskellige it-platforme og fjernundervisning i voldsom vækst. Fra 50 videomøder dagligt, er der nu næsten 1.400 videomøder om dagen. Her er det både klasser og mindre hold, der holder kontakten via video. Den store stigning ses også i brugen af mails, som er steget 300 % i perioden. Det samme gælder for chatbeskeder.

Der er også en kraftig vækst i antallet af login på videndelingsplatformen “MeeBook”. Her planlægger lærerne undervisningsforløb og uploader opgaver til eleverne. Forældrene har også adgang til at kigge med via et link direkte fra AULA.

– Der er mange fortællinger om nødundervisningen. Både velfungerende eksempler, men også om forældre på overarbejde derhjemme. Det er mit indtryk, at alle yder en kæmpe indsats. Det er nødundervisning, så vi har ingen tjekliste med måltal og kvalitetsstandarder. Alle er blevet kastet ud i det, og det bliver løst forskelligt af den enkelte lærer, den enkelte elev og af forældrene, siger formand for Børne- og Familieudvalget, Torben Gudiksen, og tilføjer:

– Jeg vil både rose lærere, forældre og elever for at være omstillingsparate og for at håndtere skiftet af undervisningssituation og kommunikationsform. Jeg vil også gerne understrege, at vi ikke forventer, at forældre skal være lærere for deres børn. Teknologien gør, at der stadig er et primært undervisningsrum og en livline til skolens undervisere.

Enkelte skoler har også hjemsendt computere til de mindre klasser, og det har været muligt at hente sin pc, som normalt er i et aflåst skab efter skoletid.

Hvis der er IT-problemer med pc’en derhjemme, tager eleverne kontakt til skolen, typisk gennem klasselæreren, der kan trække på både skolens IT-vejlederen eller SkoleIT-afdelingen.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close