LivsstilNyheder

Pas på vores kyster: Saml affald på din strandtur

Blev du også ramt af en trang til at passe ekstra godt på vores kyster, da du så Vilde Vidunderlige Danmark på DR? Du kan gøre en forskel her og nu – det kræver blot en pose og et par handsker.

Af: Danmarks Naturfredningsforening

Kigger man langt og bredt, ser man det måske ikke. Og det er nok heller ikke det første, der slår os, når vi tænker på Vesterhavets maleriske uendelighed eller en kold øl i det varme sand om sommeren. Men går man en tur langs kysten og kigger ned, så er det svært at overse.

Affald i havet og på kysterne er et verdensomspændende miljøproblem, som vi desværre også oplever i Danmark.

Heldigvis kan vi alle give kysterne en hånd og hjælpe til med at passe på vores strande. Og det er der mange, der gerne vil være med til, fortæller Anders Vogel, der er projektleder for Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

– Vi oplever en stor lyst blandt danskerne til at komme ud og befri de danske kyster og naturen generelt for affald. Og selvom vores årlige affaldsindsamling er rykket til efteråret, har vi allerede fået mange tilbagemeldinger fra gæve indsamlere, der har givet den lokale kyst en tur, siger Anders Vogel.

Læs også: Affaldsindsamlingen udsat til efteråret – men vi samler allerede nu

Plastik er den store synder

Skraldet i havet og på kysterne har mange kilder. Det kan komme fra strandgæster, men det kan også komme inde fra land, fordi vinden bærer det ud mod kysten.

Maritime erhverv genererer også affald, der havner på kysten, og så er der det affald, der kommer langvejs fra – i forbindelse med en undersøgelse fandt WWF Verdensnaturfonden affald på de danske kyster drevet ind fra bl.a. Sverige, Polen, England og USA.

Samme undersøgelse viste også, at størstedelen af affaldet på de danske kyster er af plastik.

Hver eneste dag produceres og forbruges der enorme mængder plast til hverdagsting i hele verden. Samtidig er plast et meget holdbart materiale, der snildt kan klare en tur eller to over et ocean – og i realiteten aldrig nedbrydes helt.

 

Bliv en del af Affaldsindsamlingen 2020

Vil du være med til at fjerne noget af al den plastik og andet affald, der ligger på stranden, så er opfordringen klar:

– Grib en pose, et par handsker og kom ud i den friske havluft. Så kan du være med til at gøre en forskel for vores smukke kyster. Måske går du allerede ture langs kysten, og alt tæller, siger Anders Vogel.

Han opfordrer samtidig til, at man efterfølgende registrerer, hvor meget affald man har samlet. På den måde tæller din indsats med i det store landsdækkende resultat for Affaldsindsamlingen 2020.

På affaldsindsamlingen.dk kan du registrere, hvor meget affald du har samlet – herunder antal stykker plastik. Indtastningen er åben hele 2020, og du kan indtaste så mange gange, du vil – så længe der er tale om nyt affald hver gang.

TOPSCORERE PÅ DE DANSKE KYSTER

  • Uidentificerbare plastikstykker
  • Stumper af snor og line
  • Slik- og chipsposer
  • Vatpinde
  • Ispapir
  • Låg til drikkevarer
  • Cigaretskod

Kilde: WWF Verdensnaturfonden (2019): ”Projekt Plastik-Smart”

AKTIVITET MED BØRNENE: LAV JERES EGEN TOPSCORER-LISTE

Hvis du samler ind med dine børn, kan I lære en masse ved at lave jeres egen topscorerliste. Jeres fund kan måske give anledning til undren og en god snak.

  • Hvor mange stykker plastik fandt I? Og hvad med fx metal og glas?
  • Hvilke ting fandt I mest af? Slikpapircigaretskodvatpinde eller noget andet?
  • Var der fund, der undrede jer?
Danmarks Naturfredningsforening

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close