Nyheder

Covid-19 test: Pludselig føler man situationens alvor igen

Selv om hverdagen så småt er begyndt at føles normal igen, bliver man med ét mindet om, at ikke alt endnu er som det plejer. Sådan oplevede vi en covid-19-test på parkeringspladsen ved Regionshospitalet i Viborg.

Efterhånden som solen er begyndt at skinne, de mindste børn er tilbage i skolen og frisørerne har åbnet igen, er det måske for mange begyndt at virke som om hverdagen på en eller anden måde er næsten normal igen. Men så kan en tur gennem et af landets covid-19-testcentre på et øjeblik sende dig tilbage i karantæne-stemning.

Tirsdag aften lidt efter 20 havde jeg fået lov til at agere chauffør for en testperson. Dagen før havde hun fået en smule ondt i halsen, og da hun tirsdag morgen ringede for at aflyse en længe planlagt læge-aftale, blev hun prompte henvist til en test.

“Jeg føler mig ikke syg, så det virker lidt overdrevet,” fortæller hun på vejen ind til Viborg. Men det er netop en del af Sundhedsstyrelsens strategi, at man skal testes selv med milde symptomer med det formål at få et bedre overblik over smittespredningen i samfundet. I løbet af de næste uger vil den strategi komme til at omfatte, at alle kan blive testet – også selv om der ikke er symptomer. Derfor er hvide teltbyer på få dage skudt op over hele landet, blandt andet ved Mercantec på Vinkelvej i Viborg. Det er dog ikke dette testcenter vi er på vej til i dag, men testcentret ved Regionshospitalet.

På Heibergs Allé bliver vi stoppet af to hjemmeværnsfolk ved en kontrolpost inden man kommer ind på hospitalets område. Da vi har bekræftet at vi har en henvisning, bliver vi ledt ind ad en af de tre baner. Bane F fører op til parkeringspladsen foran den gamle hovedindgang, hvor et enkelt hvidt telt er slået op. Kørebanen frem til testteltet er markeret med rød/hvide plastbånd, og skilte fortæller hvordan vi skal forholde os. Pladsen er stort set tom på dette tidspunkt, der er kun en enkelt bil og en person til fods foran os.

“Det ligner noget fra en katastrofefilm,” lyder det fra passagersædet, og hun har fuldstændig ret. Alle de film og billeder vi gennem livet har set fra krige og andre katastrofer står i kø i baghovedet, og pludselig føler jeg trykket af situationens alvor igen. Den tilsyneladende normale hverdag, der så småt var begyndt at indfinde sig, forsvinder som dug fra en lun aprilsol, og pludselig virker himlen atter grå, skyet og tyngende.

Vi bliver vinket frem af en af de tre hospitalsmedarbejdere i beskyttelsesdragt, maske og handsker og kører ind i teltet. Gennem det nedrullede vindue får vi instruktioner.

“Læn dig så langt frem mod vinduet som du kan, så poder jeg dig i hver side af halsen. Sig ahhh.”

Få sekunder senere er det overstået. Vi har fået udleveret en seddel, der forklarer den videre proces. Senest om 72 timer er svaret klart på sundhed.dk. Vi triller ud af feltet og forlader området i tavshed.

På vej hjem tager vi turen forbi byens andet testcenter. Foran Mercantec står den nye teltby i snorlige, hvide rækker og markerer, at det langt fra er ovre endnu, uanset hvor meget solen skinner og lokker os frem fra de seneste ugers karantæne og isolation.

Relaterede artikler

Back to top button
x