NyhederUddannelse

Positiv evaluering af kommende it-fag i folkeskolen

46 skoler har i over et år haft Teknologiforståelse som ny faglighed i folkeskolen, og midtvejsevalueringen af forsøget peger tommelfingeren opad. Eleverne er blevet mærkbart dygtigere til forstå og anvende teknologi.

Midtvejsevalueringen konkluderer, at både drenge og piger i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen har fået en bedre teknologiforståelse, og at faget har styrket elevernes faglige selvtillid, vedholdenhed og samarbejdsevner.

”Evalueringen viser, at der er sket en signifikant positiv udvikling i elevernes kompetencer inden for teknologiforståelse, hvilket jo netop er formålet med den nye faglighed. Det skal fungere som en alment dannende faglighed, der skal gøre eleverne bedre til at forstå og anvende digital teknologi, og ruste dem til fremtidens digitale samfund,” siger Michael E. Caspersen, direktør for It-vest og del af ministeriets ekspertfølgegruppe for forsøget.

Nyt fag i folkeskolen

Formålet med forsøget er at indsamle viden om og erfaringer med, hvordan teknologiforståelse fremadrettet vil kunne implementeres i folkeskolens obligatoriske undervisning.

Forsøgsaget består af fire kompetenceområder: Digital myndiggørelse, Digital design og designprocesser, Computational tankegang og Teknologisk handleevne.

Evalueringen viser, at der er sket en positiv udvikling i elevernes kompetencer inden for digital myndiggørelse især på mellemtrinnet og i udskolingen. Her er eleverne blevet bedre til at forholde sig til og diskutere de samfundsmæssige og etiske spørgsmål vedrørende teknologi.

Også i forhold til digital design og designprocesser er der en positiv udvikling i elevernes kompetencer på tværs af årgange, mens der indenfor teknologisk handleevne, hvor børnene blandt andet lærere at programmere, har været rigtigt gode erfaringer med faget især i indskolingen.

Kompetenceområdet computational thinking er også blevet evalueret godt, men det er her, eleverne i især indskolingen og på mellemtrinnet har oplevet de største udfordringer.

Også lærerne har taget godt imod det nye fag, selvom de i testforløbet har efterspurgt mere materiale og mere kompetenceudvikling til dem selv, så de bedre kunne tage ejerskab over undervisningen.

Flere lærere og pædagoger fremhæver desuden, at fagligheden er didaktisk nytænkende, og at den eksperimenterende og legende tilgang med fordel kan bruges i andre fag.

“Evalueringen har vist fagets potentiale og jeg tror og håber, at det er kommet for at blive. Men vi skal have respekt for, at der er tale om en fundamental ny faglighed på linje med sprog og matematik. Det betyder, at lærerne skal uddannes til at kunne løfte den nye faglighed, “ lyder Michael E. Caspersens vurdering.

Teknologiforståelse som selvstændigt eller integreret fag?

I forsøget afprøver 22 skoler teknologiforståelse som selvstændigt fag, mens 24 skoler afprøver teknologiforståelse integreret i fag.

Dem der arbejde med Teknologiforståelse som integreret fag oplevede en tryghed i at kunne støtte sig op af eksisterende fag, og ved at der var et bredt ejerskab, fordi flere lærere involveres. Til gengæld oplevede de det som en udfordring at integrere den nye faglighed og samtidig nå gennem de øvrige dele af den eksisterende faglighed.

Med teknologiforståelse som et selvstændigt fag oplever lærere og pædagoger, at både elever og lærere har mulighed for at fordybe sig i fagligheden i undervisningen og bliver dygtigere til teknologiforståelse. Bl.a. fordi der afsættes forberedelsestid, ligesom skolerne ofte har etableret fagteams, der arbejder sammen om undervisningen i faget.

Forsøget fortsætter nu frem til 2021, hvor der skal foretages en endelig evaluering.

”Når forsøget slutter skal der træffes politisk beslutning om, hvorvidt det overhovedet skal på skoleskemaet eller ej. Og om det i givet fald skal være som et selvstændigt fag eller integreres i andre fag. Evalueringen bestyrker os i, at der er brug for at det kommer på skoleskemaet og bedst i form af et selvstændigt fag,” udtaler Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Med projektet Coding Class, som 10.000 børn nu har deltaget i, har IT-Branchen netop ønsket at sætte politisk fokus på, at folkeskolen bør give børnene nye digitale kompetencer. Derfor følger IT-Branchen også forsøgsfaget og erfaringerne hermed meget tæt.

Du kan læse hele evalueringen Midtvejsevaluering – Forsøg med teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning her.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close