HestesportNyhederSportSport Galleri

Cathrine Dufour har kurs mod World Cup-finalen

Det blev til en velfortjent dansk sejr til dressurrytter Cathrine Dufour og Bohemian, da de søndag eftermiddag satte adskillige internationale topryttere bag sig i FEI World Cup Vilhelmsborg ved Aarhus

Cathrine Dufour, 28 år fra Roskilde, er den rytter, “man” taler om nationalt og internationalt blandt dressursportsinteresserede lige nu.

Hun satte personlig rekord i Grand Prix-programmet lørdag aften med 83,435% på den 10-årige vallak Bohemian, der er ejet af Abildgaard Equestrian Aps. Og i dag sejrede hun i FEI World Cup Freestyle præsenteret af ECCO, en klasse, hvor rytterne selv vælger linjeføring i programmet og musikken til.

Cathrine vidste, da hun red på banen, at hendes freestyle ikke havde så vanskelige øvelseskombinationer, som de programmer, hendes nærmeste konkurrenter ville vise. Især verdensranglistens nr. 1, tyske Isabell Werth, er dressursportens ukronede dronning, og verdens bedste til at sammensætte og fremvise en freestyle.

Tysklands Isabell Werth og Emilio kom ind på andenpladsen. Foto: Ridehesten.com

Det, Cathrine Dufour kan sammen med Bohemian, er at gøre dressur til leg og dans. Cathrine sidder smukt på hesten og bruger sine hænder, ben og sæde i kommunikation med hesten, så det næsten er usynligt for tilskueren.

Under hende danser Bohemian i dressursportens vanskeligste øvelser, som kræver stor styrke og smidighed af hesten. Der opstår en instinktiv forståelse mellem rytter og hest, som publikum nyder at overvære.

Inde midt i den store opvisningshal på Vilhelmsborg var Cathrine og Bohemian, der lige nu er nr. 9 på verdensranglisten, op imod stærke, udenlandske kræfter, men deres tætte samspil blev belønnet af dommerne med 88,2% og en sikker sejr foran verdensranglistens nr. 1, Isabell Werth fra Tyskland, der opnåede 87,845%.

“Jeg var 100 på hun ville slå mig, for jeg syntes hendes præstation var en magtdemonstration”, sagde Cathrine Dufour, da sejren var en realitet: “Det holdt, så det var mega fedt, og to skarpe tests, hvor vi ligger monster tæt.”

Carina Cassøe Krüth fra Hobro er stærkt på vej til at etablere sig i international dressursport. Den nordjyske rytter, der har egen træningsstald, rider den kun 9-årige hoppe Heiline’s Danciera. I dag var kun anden gang, de red deres freestyle, og det gjorde de med stor overbevisning til en fjerdeplads med 84,455%.

Carina cassøe Krüth fra Hobro på hoppen Heilines Danciera – dansede ind på 4. pladsen.
Foto: Ridehesten.com

Stor ros til arrangørerne
World Cup-serien er en meget præstigefyldt serie af kvalifikationsstævner, der afsluttes med en finale i Göteborg i april 2021.

Grundet Covid-19 har flere betydningsfulde europæiske stævnearrangører måtte opgive at afvikle en afdeling i serien. Derfor var der stor ros til de danske arrangører fra stævneselskabet World Cup Herning, for deres vilje til at finde en løsning på afviklingen med et minimum af tilskuere. Sædvanligvis afvikles World Cup serien i fyldte messehaller med tusindvis af tilskuere.

De gode, men mindre rammer på Det Nationale Hestesportscenter, gjorde det muligt at finde en løsning, og dermed er World Cup-serien startet i den vesteuropæiske liga. Det udtrykte de nationale og internationale ryttere stor taknemmelighed over, og de roste de gode faciliteter på Vilhelmsborg, der strålede i alle efterårets farver denne weekend.

Foto: Tommy Hansen

Top fem i FEI World Cup freestyle, præsenteret af ECCO:
1          DEN          Cathrine Dufour/Bohemian                           88,200%
2          GER           Isabell Werth/Emilio 107                             87,845%
3          GER           Jessica Von Bredow-Werndl/Zaire-E          85,335%
4          DEN          Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Danciera     84,455%
5          SWE          Patrik Kittel/Delaunay Old                           82,575%

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close