ErhvervNyheder

Region Midtjylland bygger nyt sengeafsnit til retspsykiatriske patienter

Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby udvider med et nyt byggeri, der blandt andet skal rumme 16 nye sengepladser til retspsykiatriske patienter fra hele regionen.

Regionsrådet har netop godkendt, at arbejdet kan gå i gang med at planlægge det nye retspsykiatriske sengeafsnit ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. Afdelingen har i dag plads til 64 retspsykiatriske patienter, og med de 16 nye sengepladser bliver der plads til i alt 80 patienter.

– Det nye sengeafsnit bliver til gavn for psykiatrien i hele regionen. Det er godt for de retspsykiatriske patienter, fordi der bliver plads til flere i den specialiserede behandling. Men det er også godt for andre patienter med psykisk sygdom, som der bliver mere plads til på vores almindelige psykiatriske afdelinger, fortæller Jacob Isøe Klærke (SF), formand for regionens psykiatri- og socialudvalg.

Første spadestik forventes i 2023

Psykiatrien i Region Midtjylland tager efter planen hul på byggeriet i 2023. På tegnebrættet er en firefløjet bygning i to plan med kælder, der bygges på et parkeringsområde tæt ved de nuværende voksenpsykiatriske afdelinger på den indre side af Palle Juul-Jensens Boulevard.

Første etage skal indeholde de 16 sengepladser, som er målrettet retspsykiatriske patienter, der er i stabil behandling og nærmer sig udskrivning. Anden etage skal bl.a. rumme 35 nye kontorpladser til det kliniske personale.

– Vi er meget glade for udsigten til at kunne tilbyde flere senge til de retspsykiatriske patienter. Samtidig er det godt, at der kommer flere kontorpladser til behandlerne, da der med årene er ansat mere personale til de ambulante behandlinger. Så i dag er der et stort pres på kontorpladsen, fortæller Birgit Marie Christensen (A), næstformand for psykiatri- og socialudvalget.

National udvidelse

Med finansloven for 2020 er der afsat 90 millioner kroner til at udvide retspsykiatrien Danmark, og en del af disse midler er tildelt Region Midtjylland.

Regionsrådet har nu nikket til projektet, og næste skridt bliver at lave aftaler med de private partnere, der i form af et såkaldt OPP-partnerskab skal bygge og drive de nye bygninger.

Efter planen skal Regionsrådets godkende den videre projektbeskrivelse, som i første omgang skal forlægges politikerne til godkendelse i andet kvartal i 2021. Medarbejdere og brugere vil også blive inddraget i udformningen af det endelige byggeri.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close