Kultur/EventNyheder

Jul i Det Offentlige – 1. december

Michael var lettet, da han fik at vide, at han havde fået job på Holstebro rådhus. Det var ikke nogen fremragende stor stilling, men en bachelor som kulturhistoriker med kandidatoverbygning i scenografi og Østsibirske studier havde efterladt ham arbejdsløs, siden han blev færdig, et år senere end planlagt på Aarhus Universitet. Så Michael var sulten. Både efter at arbejde, og sådan helt bogstaveligt talt sulten. Han havde levet af pasta de sidst fire måneder, og sparet sammen til julegaver, som nu blev brugt på et jakkesæt til første dag.

Et liv som embedsmand ventede forude, og Michael var klar som aldrig før. Eller… det fortalte han i hvert fald sig selv. Det faktum, at han kom næsten en halv time for sent, talte et andet sprog.

Han trak vejret dybt og gik ind gennem døren på rådhuset.

En mildt irriteret udseende herre iført et sort jakkesæt med en rød julesweater nedenunder stod i foyeren. Bortset fra sweateren, stak han kraftigt ud fra omgivelserne, for nogen havde besluttet sig for at gå all-in med juledekorationerne. Der var kravlenisser, julestjerner, -hjerter og klokker i alle farver og mønstre. Ned fra loftet i det store rum hang en massiv adventskrans med fire store julelys i. Hver store nok til at kunne rumme en Toyota Aygo.

Mere end 50 fuldt pyntede juletræer stod på coronavenligt to-meters afstand, og usynlige højttalere spillede Søren Banjomus på næsten overdøvende lydstyrke.

Sweatermanden rømmede sig bag mundbindet, og råbte med overraskende højt toneleje.

”ER DU MICHAEL BRUUN NIELSEN?”

Michael nikkede og svarede, men det druknede i julemusikken. Han prøvede igen.

”JA! DET ER MIG!”

Han begyndte at gøre klar til at undskylde den sene ankomst men blev afbrudt.

”JEG SKAL VISE DIG HEN TIL DIN ARBEJDSPLADS,” lød det fra manden, der tydeligvis ikke havde tænkt sig at introducere sig selv. Han gav ikke hånd, men det var jo 2020, så selvom Michael var lidt skuffet over, at hans første voksne job skulle starte sådan, holdt han hovedet højt.

”Det er bedre end understøttelsen,” havde hans mor gentaget igen og igen, hver gang de havde snakket om jobbet.

Manden drejede om på hælen, og Michael fulgte i slalom efter gennem juletræsmarken. Han blev fulgt op ad trapper, ned af en gang. *Skille-ma-dinke* Ind gennem et åbent kontorfællesskab. *dinke-du* Ud på en bagtrappe. *Hør på Søren Banjomus* To etager ned. Tværs over en parkeringsplads bag rådhuset *Han spiller nemlig nu* og ind ad en tung metaldør, nogen havde skrevet på med lyserød spraymaling. Budskabet var et overraskende perveret forslag til, hvordan man kunne tilbringe en tirsdag aften.

Den akutte tavshed var et markant skifte, og det tog Michael et par sekunder før han indså, at grunden til, han stadig kunne høre Søren Banjomus, var, at manden i den røde julesweater fløjtede den.

De fulgte en lang betongang ned til enden, hvor de til sidst ankom til en dør med ordene ”Post ortering” på et falmet skilt. Bag døren var et stort meget tomt lokale. I midten sad en pige på den eneste stol i lokalet og drak noget af en hvid plastickop.

”I er kollegaer,” lød meldingen, hvorefter manden forlod lokalet.

Michael fulgte efter ham.

”Øh… undskyld. Jeg tror, der er noget, du har glemt.”

Manden rullede med øjnene.

”Vil du også have en stol at sidde på?”

Pigen på stolen havde introduceret sig selv som Juliane, og hun havde givet hånd, og derefter prompte sprittet af.

”Ved du, hvad vi skal lave,” havde Michael spurgt efter et par minutters ubekvem tavshed.

”Jeg går ud fra, at vi skal sortere post. Undskyld. ”ortere post”,” havde hun sagt med en stemme, der dryppede af sarkasme.

Det var slet ikke, hvad han havde forestillet sig. Ti minutter efter, manden i den røde sweater havde forladt dem, var der stadig ikke dukket en stol op, og Michael ville ikke sætte sig på det beskidte gulv i sit nye jakkesæt.

”Foregår den slags ikke på mail, i dag? Du ved. Det papirløse samfund, og alt det der,” forsøgte han.

Juliane gav ham et afmålt blik.

”Tror du virkelig, at en kommunal instans, som et rådhus kan fungere uden et hav af formularer og udprintede eksemplarer af alt muligt? Desuden er der garanteret stadig en masse pensionister, der sender breve til borgmesteren hele tiden.”

Michael rødmede. Han havde oprigtigt troet på, at steder som rådhuset var blevet papirløse.

Han så ned på sine sko. Der var fnuller fra en guirlande på det sorte læder.

”De er godt nok gået amok med julepynten,” mumlede han, mest for sig selv.

”Og Søren Banjomus.”

”Ja, hvad sker der lige for julestemningen. Jeg ved godt, at offentlige instanser gerne vil fejre jul, men det her er måske lige i overkanten.”

”Vi ventede et kvarter på dig, inden jeg blev vist herned. Et kvarter med Søren Banjomus på repeat. I et lydniveau, som kunne gøre Skive Beach Party jaloux.”

”Og hvorfor spiller de den også ude på parkeringspladsen?”

Døren gik op, og manden i den røde sweater kom ind med en stol, som Michael genkendte som en hamrende dyr designer stol fra Wegner. Den var den plettet af kaffe, og stoffet på sædet og ryglænet var falmet efter mange års plads, nær et vindue uden gardiner. Da han så op blev hans opmærksomhed fanget af noget ganske andet.

”Værsågod,” sagde manden tvært, mens han satte stolen fra sig.

Michael og Juliane stirrede på ham. Begge med store øjne og vidt åben mund.

”Hvad?”

”Hvor længe har du været væk?” spurgte Juliane.

”Hvad er da det for et åndssvagt spørgsmål?”

Michael fattede sig og svarede:

”Da du gik var du glatbarberet. Nu har du fuldskæg!”

Manden greb sig til hagen.

”FUCK!”

“Jul i Det Offentlige” er Min By News’ helt egen julekalender, og vi håber, den kan være med til at gøre ventetiden til juleaften lidt kortere.

Læs afsnit 2 her: Jul i Det Offentlige – 2. december.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close