112NyhederTopnyheder

Knive og spejderarmbånd i julegave kan ende med bøde eller værre

Midt- og Vestjyllands Politi advarer tirsdag morgen om at købe knive på nettet, også selvom det er ment som en julegave. For hvis ikke knivene overholder loven, kan det blive en dyr affære.

”Der er mange helt almindelige midt- og vestjyder, som ender i problemer, fordi de uforvarende er kommet til at købe en ulovlig kniv. De er måske bare faldet over et godt tilbud på en smart kniv på nettet, og de udenlandske websites er altså ligeglade med, om kniven er lovlig i det land, den skal sendes til”, fortæller Peder Christensen,  politikommisær og chef for Central Visitation ved Midt- og Vestjyllands Politi, der håndterer de ulovlige våben, myndighederne finder ved Danmarks grænser.

Udenlandske knive og dansk lovgivning
De mange knive købes i internationale butikker, der ikke tager hensyn til, om de overholder dansk lovgivning, og hvis den bliver taget i tolden, er det altså køber, der står til ansvar for den ulovlige kniv. Også selvom de ikke engang har haft den i hænderne.

”Hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også. Vi ser det hver eneste uge, at flere ulovligt købte knive fra internettet bliver beslaglagt. Ofte er det helt almindelige mennesker, der i god tro køber en kniv til fisketuren, men hvor kniven så viser sig at være ulovlig i Danmark. Så bare fordi, at kniven kan sendes hertil, betyder det altså ikke, at den er lovlig,” siger politikommissæren.

Så selvom intentionerne er gode, ender overtrædelserne ofte med en bøde på op til 3.000 kr. Men det stopper ikke der. For hvis du har våbentilladelse eller jagttegn, kan det ende med, at de bliver inddraget som konsekvens af den ulovlige kniv.

Falske foldeknive og spejderarmbånd
Det fremhæves også, at en lang række forhandlere sælger, hvad de selv angiver som foldeknive. Men reelt set klassificeres disse som springknive efter dansk lovgivning, og den slags er ulovlige. Så selvom du har købt en kniv, der overholder kravene for størrelse og andet, kan du stadig ende med at få en bøde.

Den seneste tid har mange danske forældre købt et særligt spejderarmbånd til deres børn. Det virker som et praktisk stykke værktøj til de unge, da det både indeholder tændstål og et kompas, men da der også er en lille skjult kniv, er det ulovligt herhjemme.

”Mange spejderforældre falder over det gode tilbud og køber armbåndet til deres børn. Men armbåndet er ulovligt, og jeg vil kraftigt opfordre folk til at skynde sig ind at annullere ordren, hvis man allerede har bestilt sådan et armbånd, så man ikke risikerer, at armbåndet bliver taget i tolden. For man risikerer altså at blive dømt – også selv om man ikke bevidst har købt et ulovligt våben”, forklarer Peder Christensen, der samtidig opfordrer alle, der er i tvivl til at tage kontakt til politiet på telefon 114, hvis de har spørgsmål.

“Hellere én gang for mange end én gang for lidt. ”

Loven for knive i Danmark:

  • Du må ikke bære knive på offentlige steder, medmindre der er tale om et anerkendelsesværdigt formål. Det kan være i forbindelse med en fisketur eller en tur i skoven.

Disse knive er betragtet som ulovlige i Danmark:

  • Knive beregnet til stød
  • Springknive og springstiletter
  • Faldknive og faldstiletter
  • Foldeknive med todelt skæfte (butterfly-knive)
  • Knive konstrueret til at hænge om halsen eller skulderen
  • Kastestjerner, kasteknive, kasteøkser og lignende
  • Blankvåben der fremtræder som en anden genstand, fx kårdestokke

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close