ErhvervNyheder

Ny biblioteksleder fra egne rækker

Trine Petersen bliver den nye biblioteksleder i Holstebro Kommune og kommer fra 1. januar 2021 til at stå for bibliotekerne i Holstebro, Ulfborg og Vinderup.

Holstebro Kommune har ansat 41-årige Trine Petersen som biblioteksleder med ansvar for 37 medarbejdere og driften af hovedbiblioteket i Holstebro og de to lokalbiblioteker i Ulfborg og Vinderup.

Behovet for en biblioteksleder opstod i efteråret, da kulturområdet gennemgik en organisationsændring, og bibliotekets nuværende chef, Henrik Schou Zacho, fik en ny og udvidet rolle som kommunens kultur- og fritidschef.

Der var 17 ansøgere til stillingen, og valget faldt på bibliotekets nuværende leder for PR og kommunikation og Administration & IT. Trine Petersen har arbejdet på Holstebro Bibliotek i 10 år og afsluttede for et par år siden uddannelsen Diplom i ledelse.

Trine Petersen er oprindelig uddannet cand.mag i Medievidenskab fra Aarhus Universitet og har også studeret nordisk sprog og litteratur samme sted. Hun arbejdede som projektleder i Herning Kommune, før hun i 2010 trådte ind af skydedøren til Holstebro Bibliotek som ny formidlingskonsulent.

Og netop evnerne til at formidle og hendes tæft for kommunikation er noget, som kommer den nye leder, medarbejderne og biblioteket til gavn, lyder det fra Henrik Schou Zacho:

– Trine får en bærende rolle i et udviklingsarbejde, der bl.a. rummer en ny organisering af biblioteket og etablering af nye samarbejdsrelationer. På den korte bane handler det om at lede biblioteket godt gennem corona-tiden i et trygt biblioteksmiljø og fortsætte den positive udvikling af “Borgernes levende bibliotek”, som er den vision, vi arbejder med. Og her er det vigtigt, at budskaber, mål og mening står skarpt og tydeligt frem. Både i dialogen med medarbejderne og brugere, men også rent strategisk for at få bibliotekets forcer i fokus over for samarbejdspartnere og interessenter.

Jobbet som nytænkende biblioteksleder omfatter også et aktiv arbejde med at indfri Holstebro Kommunes Vækst- og udviklingspolitik sammen med de andre ledere i forvaltningen Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked.

Når Trine ikke jonglerer med arbejdsopgaver på biblioteket, finder du hende på løbetur i naturen, i sommerhuset i Hjarbæk, i sving på golfbanen eller på tur med børn, hund og mand.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close