ErhvervNyheder

800 stykker bagedystkage til patienterne på Aarhus Universitetshospital

Fredag morgen trak Anne Kirstine Tirstrup fra Bagedysten igen i forklædet, da hun sammen med vores dygtige bagere, konditor og ernæringsassistentelever i Køkkenet på Aarhus Universitetshospital, lavede eftermiddagskager til alle de indlagte patienter.

Kagerne er en version af den valentinskage hun lavede i Den Store Bagedyst 2020, hvor hun også var finalist.

Denne gang var det dog en meget større dej, der blev slået op: I stedet for en lagkage med 8 stykker lavede de ca 800 stykker – der alle i rigtig Anne-stil blev flot pyntet!

Køkkenet sprang straks til, da de hørte om idéen:

– Det er en sjov udfordring, både for vores erfarne bagere og konditor, men også for vores ernæringsassistenelever. Her kan de alle vise deres høje faglighed og gode håndværk, siger cheføkonoma Bente Sloth.

Anne havde selv lavet sin egen kage i almindelig størrelse som hun selv pyntede. Imens pyntede ernæringsassistenteleverne Natasja og Emma sammen med Hanne, der er bager og Krystian, som er konditor de 800 andre kager med de mere end 800 håndlavede marcipanroser, smørblomster og chokoladehjerter.

Kage blev serveret på afdelingen. Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital 
Kagen blev serveret på afdelingen. Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital 

Anne er til hverdag sygeplejerske på Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital, derfor var hun også selv med til at servere kagerne for en af patienterne i hendes afdeling.

Karen, der ud over at være patient i afdelingen også er trofast bagedyst-seer var godt tilfreds med kagen:

– Jeg elsker selv at bage, men lige nu har jeg ikke så mange kræfter til det – slet ikke al pyntningen, fortalte hun. Kagen var rigtig god, og Karen kunne godt genkende den fra Bagedysten.  -Jeg elsker rabarber, fortalte hun, inden hun fik lokket et tip ud af Anne om hvordan man bedst tempererer hvid chokolade.

KageAnneKøkkenarb_1024px.jpg
Kagearbejde i Hospitalskøkkenet fredag i Aarhus. Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital 

Baggrundsinfo:

Køkkenet på Aarhus Universitetshospital er med sine 4.700 kvadratmeter et af landets største. Køkkenet – som i øvrigt har eget bageri og slagter – leverer mad til over 1.000 patienter hver eneste dag. Mere end 74 procent af maden er økologisk, og alt bliver lavet fra bunden.

 

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close